Nye muligheder for tvangsfuldbyrdelse af klagenævnsafgørelser

Fra 1. januar 2010 er der mulighed for at tvangsfuldbyrde afgørelser fra Forbrugerklagenævnet og andre godkendte, private klage- og ankenævn.

I juni 2009 vedtog Folketinget en række ændringer af retsplejeloven og lov om forbrugerklager, der fastlægger Forbrugerklagenævnets kompetence.

Disse ændringer medfører som noget helt nyt, at afgørelser fra Forbrugerklagenævnet og andre godkendte, private klage- og ankenævn kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten. Dette vil gælde for klager, der indgives efter 1. januar 2010, og altså ikke for klager, der er indgivet før denne dato, selvom de er afgjort efter 1. januar 2010.

Hvis en erhvervsdrivende taber en klagesag hos, f.eks., Forbrugerklagenævnet, men ikke ønsker at være bundet af afgørelsen, skal den erhvervsdrivende inden 30 dage fra nævnets forkyndelse af afgørelsen skriftligt meddele nævnet dette. Giver den erhvervsdrivende ikke denne meddelelse, kan afgørelsen tvangsfuldbyrdes overfor vedkommende, som om det var en endelig dom.

I forbindelse med disse nye tiltag er der i november 2009 fremsat lovforslag om yderligere ændringer af lov om forbrugerklager. Disse ændringer skal give Forbrugerstyrelsen, som Forbrugerklagenævnet er en del af, mulighed for at dække forbrugeres udgifter i forbindelse med et efterfølgende sagsanlæg ved domstolene. De foreslåede ændringer skal sikre, at økonomiske årsager ikke medfører, at forbrugere fratages muligheden for at føre retssag mod en erhvervsdrivende, der ikke efterlever en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet eller et af de øvrige godkendte private klage- og ankenævn - og meddeler dette indenfor 30 dage.