Aktieoptionsloven – anvendelsesområde og kompensation

Medarbejderen havde under sin ansættelse i en international koncerns danske datterselskab fået tildelt både aktieoptioner og betingede aktier. For begge typer aktieaflønning fandt tildelinger sted således, at medarbejderen fik tildelt en portion aktieoptioner, respektive betingede aktier, som herefter modnedes over en fastsat periode. Aktieoptionerne kunne først udnyttes efter udløbet af modningsperioden. For så vidt angik de betingede aktier blev disse - efter udløbet af modningsperioden - enten konverteret til aktier og overdraget til medarbejderen, eller medarbejderen modtog kontant betaling svarende til markedsværdien.

De tildelinger af aktieoptioner og betingede aktier, som sagen vedrørte, havde alle fundet sted, efter at aktieoptionsloven trådte i kraft den 1. juli 2004.

Da medarbejderen selv opsagde sin stilling, opstod der uenighed mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om, hvorvidt aktieoptionerne og de betingede aktier var omfattet af aktieoptionsloven, eller om disse skulle behandles efter funktionærlovens § 17a. Hvis aktieaflønningen var omfattet af loven, ville endnu ikke modnede aktieoptioner og betingede aktier bortfalde, mens medarbejderen ville bevare retten hertil, såfremt de var omfattet af funktionærlovens § 17a.

For så vidt angik aktieoptionerne var det medarbejderens synspunkt, at arbejdsgiverens brug af differenceafregning, hvor medarbejderne i praksis blot fik udbetalt en eventuel gevinst på aktieoptionerne, men ikke blev ejere af aktierne, indebar, at aktieoptionerne ikke var omfattet af aktieoptionsloven. Betingede aktier var efter medarbejderens opfattelse pr. definition slet ikke omfattet af loven. Under alle omstændigheder kunne de ikke være omfattet af loven, idet arbejdsgiveren efter aftalegrundlaget havde mulighed for at betale kontant kompensation i stedet for at overdrage aktierne til medarbejderne.

Østre Landsret gav ikke medarbejderen medhold. I forhold til aktieoptionerne lagde Landsretten vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde ret til at foretage differenceafregning i henhold til aftalegrundlaget. Aktieoptionerne var derfor omfattet af aktieoptionsloven.

I forhold til de betingede aktier lagde Landsretten vægt på, at det primære i ordningen var tildelingen af aktier. Herudover blev det lagt til grund, at arbejdsgiveren ikke kontantafregnede for aktierne mod medarbejdernes vilje, og at arbejdsgiveren var i besiddelse af tilstrækkeligt med aktier til at kunne opfylde tildelingerne. Muligheden for kontantafregning indebar derfor ikke, at de betingede aktier ikke var omfattet af aktieoptionsloven.

Østre Landsret gav dog medarbejderen medhold i, at medarbejderen ikke i en særskilt meddelelse på dansk havde modtaget de oplysninger om aktieaflønningsprogrammerne, der er anført i aktieoptionslovens § 3, stk. 1. Landsretten tilkendte derfor medarbejderen en godtgørelse på kr. 3.000 efter aktieoptionsloven. Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse tillagde Landsretten det vægt, at de manglende erklæringer ikke havde givet anledning til tvist i sagen, at koncernsproget var engelsk, og at hovedparten af de påkrævede oplysninger havde fremgået af de engelsksprogede tildelingsmeddelelser.

Dommen viser, at der skal ganske meget til, før en ydelse, der i henhold til lovens ordlyd og forarbejder synes at være omfattet af loven, alligevel ikke er omfattet af loven. Det vil i denne forbindelse være afgørende, om det primære i ordningen er tildeling af aktieaflønning.

Dommen er, så vidt vi er bekendt med, den første dom, hvor der tilkendes godtgørelse grundet tilsidesættelse af lovens oplysningsforpligtelser. Umiddelbart lægger dommen op til et ganske lavt godtgørelsesniveau, men efter præmisserne må det lægges til grund, at dette skyldes, at de fornødne oplysninger alt andet lige var tilgået medarbejderen, selvom kravet om udarbejdelsen af en erklæring på dansk ikke var opfyldt. Dette er i tråd med godtgørelsesniveauet efter ansættelsesbevisloven, når der er tale om uvæsentlige mangler.