DA/LO's samarbejdsaftale i overensstemmelse med direktivet om information og høring af lønmodtagere

EU-Domstolen tog stilling til implementeringen af direktivet om information og høring af arbejdstagere i forbindelse med en såkaldt præjudiciel forelæggelse, hvor Vestre Landsret havde stillet spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktivet til brug for afgørelse af en verserende sag for Vestre Landsret.

Hovedsagen for Vestre Landsret vedrørte en medarbejder, der var medlem af samarbejdsudvalget, og som var blevet afskediget på grund af personaleindskrænkninger. Afskedigelsen havde fundet sted med 6 måneders varsel efter funktionærloven. På virksomheden var samarbejdsudvalget nedsat efter DA/LO's samarbejdsaftale, der implementerer direktivet om information og høring af arbejdstagere på DA/LO's område.

Da den pågældende medarbejder ikke var medlem af en organisation under LO, opstod der tvist om, hvorvidt medarbejderen på baggrund af direktivet var særligt beskyttet mod afskedigelse, eller om samarbejdsaftalens bestemmelser herom ydede tilstrækkelig beskyttelse.

I DA/LO's samarbejdsaftale består beskyttelsen af lønmodtagerrepræsentanterne i, at lønmodtagerrepræsentanternes opsigelsesvarsel efter overenskomsten skal forlænges med 6 uger, mens der ikke stilles særlige materielle krav, førend en lønmodtagerrepræsentant kan afskediges. I det konkrete tilfælde opfyldte det meddelte opsigelsesvarsel på 6 måneder kravet om forlængelse af overenskomstens varsel med 6 uger.

Efter den danske lov om information og høring, der alene gælder, såfremt medarbejderne ikke er tillagt rettighederne efter direktivet ved overenskomst, er lønmodtagerrepræsentanterne derimod beskyttet mod afskedigelse på samme måde som tillidsrepræsentanter på det pågældende område. Dette indebærer, at der skal være tvingende årsager til at afskedige lønmodtagerrepræsentanter. Ved nedskæringer er der som følge heraf et krav om, at en lønmodtagerrepræsentant skal afskediges som den sidste af ligemænd.

EU-Domstolen udtalte indledningsvis, at direktivet om information og høring ikke var til hinder for, at en medarbejder, der ikke er medlem hos en af aftaleparterne, omfattes af en overenskomstmæssig gennemførelse af direktivet, når blot den kollektive overenskomst sikrede en effektiv beskyttelse af rettighederne efter direktivet.

Videre udtalte EU-Domstolen, at der efter direktivet ikke gjaldt en skærpet beskyttelse mod afskedigelse af lønmodtagerrepræsentanterne, og at det ikke i sig selv var i strid med direktivet, at beskyttelsen af lønmodtagerrepræsentanterne var differentieret afhængig af, om disse var omfattet af loven eller af en overenskomstmæssig implementering.

Dommen viser EU-Domstolens accept af implementering af direktiver ved kollektiv overenskomst også i forhold til medarbejdere, der ikke er medlem af den lønmodtagerorganisation, der har indgået overenskomsten, når blot disse sikres en effektiv beskyttelse. Dommen er i overensstemmelse med EU-Domstolens tidligere praksis om implementering af direktiver ved kollektiv overenskomst.

Da dommen blev afsagt i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, vil det herefter være op til Vestre Landsret konkret at afgøre, om DA/LO's samarbejdsaftale yder lønmodtagerrepræsentanterne en tilstækkelig beskyttelse mod afskedigelse.

Det må forventes, at Landsretten vil konkludere, at dette er tilfældet.