Faglig voldgiftstilkendegivelse om overtrædelse af arbejds-tidsdirektivet

Efter en faglig voldgifts tilkendegivelse af 8. december 2009 har et rengøringsselskab betalt en bod på 100.000 kr. for overtrædelse af arbejdstidsreglerne.

Sagen vedrørte en 42-årig serviceassistent, som var ansat til at gøre rent i et supermarked. Serviceassistenten blev lukket ind i supermarkedet om aftenen af et vagtselskab og var forhindret i at forlade arbejdspladsen før, de første af supermarkedets ansatte mødte om morgenen. Serviceassistenten kunne dog holde pause i kantinen. 

Rengøringsselskabet bestred ikke, at medarbejderen havde haft en gennemsnitlig arbejdstid på 54 timer om ugen i løbet af en 7-måneders periode. Det var ligeledes ubestridt, at medarbejderen i flere omgange i forbindelse med supermarkedets søndagsåbning havde arbejdet i langt flere end 12 dage i træk. På den baggrund konstaterede opmanden,  at der havde været tale om en grov overtrædelse af såvel § 6 i DA/LO-aftalen om implementering af arbejdstidsdirektivet som af arbejdstidsreglerne i samme overenskomsts § 1, stk. 8. Det var en skærpende omstændighed, at der altovervejende var tale om natarbejde. Medarbejderen fik dog ikke medhold i, at arbejdsgiveren skulle kompensere ham for manglende frokostpause, eftersom opmanden fandt, at medarbejderen udmærket kunne siges at holde pause i kantinen, selvom arbejdspladsen ikke kunne forlades om natten. 

På baggrund af den grove krænkelse af arbejdstidsdirektivet fastsatte opmanden en bod på 100.000 kr.

Tilkendegivelsen viser - selvom den ikke er bindende - at det må det forventes, at overtrædelse af bestemmelser i overenskomster, der følger af arbejdstidsdirektivet, vil blive sanktioneret relativt hårdt. Boden indgik som en del af en forligsmæssig løsning mellem parterne i forbindelse med medarbejderens fratræden.