Forskelsbehandling pga. alder ved indkaldelse til ansættelsessamtale

Ligebehandlingsnævnet har den 16. december 2009 afgjort, at en offentlig myndighed havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, idet en 58-årig ansøger ikke blev indkaldt til samtale.

En 58-årig kemiingeniør havde søgt en stilling som tilsynschef hos en offentlig myndighed. Ansøgeren havde tidligere erfaring dels fra myndigheden, dels fra en række ledende stillinger i det private erhvervsliv.

Myndigheden havde vurderet, at ansøgeren var kvalificeret til stillingen, men pga. det store ansøgerfelt med mange kvalificerede ansøgere havde myndigheden primært lagt vægt på, om ansøgerne havde ledelseserfaring fra en offentlig myndighed. Ansøgeren blev derfor ikke indkaldt til en samtale.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at myndigheden havde udsat ansøgeren for direkte forskelsbehandling ved ikke at indkalde ham til samtale. Nævnet lagde vægt på, at de 11 ansøgere, som blev indkaldt til samtale, alle var under 50 år, mens 10 ud af de øvrige 13 kvalificerede ansøgere, der ikke blev indkaldt til samtale, var over 50 år.

Nævnet fandt ikke, at myndigheden havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet lagde vægt på, at det kriterium, som myndigheden havde oplyst, var afgørende for, om en ansøger blev indkaldt til samtale - nemlig ledelseserfaring fra en offentlig myndighed - ikke udgjorde et tilstrækkeligt bevis. Nævnet noterede sig da også, at 6 af de ansøgere, som var indkaldt til samtale, var interne ansøgere fra Beskæftigelsesministeriet, og at disse ansøgere var kendt af myndigheden som kvalificerede til en lederstilling, men rent faktisk ikke havde ledelseserfaring fra en offentlig myndighed.

Ansøgeren havde ikke nedlagt påstand om godtgørelse i sagen. Hvis ansøgeren havde nedlagt påstand herom, må det forventes, at han ville være blevet tilkendt en godtgørelse. Det er vanskeligt at vurdere, hvad niveauet for godtgørelsen, på grund af den sparsomme praksis, ville have været, navnlig når forskelsbehandlingen ikke er sket i forbindelse med en afskedigelse. I en dom fra Østre Landsret, som vi tidligere har omtalt i vores nyhedsbrev fra juni 2009 , havde virksomheden krænket forskelsbehandlingsloven ved manglende pensionsindbetaling. Landsretten tilkendte kr. 50.000 til hver af de tre medarbejdere i sagen.

Afgørelsen viser, at arbejdsgivere skal være meget opmærksomme på, at de ikke - mere eller mindre ubevidst måske - diskriminerer ansøgere, hvis der forekommer en "statistisk" skæv aldersfordeling i ansøgerfeltet. Der skal altså foreligge reelle argumenter for, hvorfor arbejdsgiveren ikke indkalder ældre kvalificerede ansøgere til samtale.