Frit skøn ved opsigelser på grund af arbejdsmangel

Det er op til arbejdsgiveren at vælge, hvilke medarbejdere der skal afskediges ved opsigelser på grund af arbejdsmangel. Derfor fandt Afskedigelsesnævnet i tilkendegivelse af 23. november 2009, at det ikke var usagligt, at arbejdsgiveren afskedigede en medarbejder med 16 års anciennitet frem for en nyansat medarbejder.

En virksomhed havde ansat en ny medarbejder til at betjene en ny maskine for at kunne følge med efterspørgslen. Ca. en måned senere var der imidlertid en markant nedgang i virksomhedens ordrer, og der blev derfor afskediget i alt 5 medarbejdere.

Blandt de 5 medarbejdere var en medarbejder med 16 års anciennitet. Hans fagforening indklagede virksomheden for Afskedigelsesnævnet med påstand om, at opsigelsen var usaglig, blandt andet under henvisning til at den nyansatte medarbejder ikke var blevet opsagt.

Afskedigelsesnævnet gav ikke medarbejderen medhold i, at opsigelsen var usaglig. I sin tilkendegivelse fastslog nævnet, at det fulgte af nævnets faste praksis, at det i en arbejdsmangelsituation tilkom en arbejdsgiver ud fra saglige hensyn at skønne over, hvilke medarbejdere virksomheden bedst kunne undvære. Videre lagde nævnet vægt på, at ordrenedgangen var uventet og derfor ikke kunne forudses ved ansættelsen af den nye medarbejder, og at der heller ikke i øvrigt var grundlag for at antage, at opsigelsen var usaglig.

Tilkendegivelsen viser arbejdsgiverens frie skøn i forbindelse med afskedigelser på grund af arbejdsmangel. Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at det frie skøn - også i en arbejdsmangelsituation - kan være indskrænket i forhold til særligt beskyttede medarbejdergrupper som eksempelvis gravide, barslende, tillidsrepræsentanter med flere.