Sikkerhedsrepræsentant opsagt på grund af uacceptabelt meget fravær

Københavns Byret fastslog i en dom af 19. oktober 2009, at betydeligt fravær var den fornødne "tvingende årsag" til, at en kommune sagligt kunne afskedige en sikkerhedsrepræsentant

Sagen drejede sig om en medarbejder, der siden sin tiltrædelse i 2002 havde deltaget i ni fraværssamtaler på grund af betydeligt fravær. Ved den niende fraværssamtale modtog medarbejderen en advarsel. Kommunen krævede, at medarbejderen herefter inden for en tre måneders periode skulle rette op på forholdene, herunder skulle medarbejderen udligne sit underskud på sin flekstidskonto i overensstemmelse med kommunens regler.

Inden de tre måneder var gået, afskedigede kommunen medarbejderen, idet kommunen konstaterede, at medarbejderen ikke efterlevede de stillede krav.

Medarbejderen, som var særligt beskyttet i kraft af hendes status som sikkerhedsrepræsentant, gjorde under sagen blandt andet gældende, at der ikke var tvingende årsager til at afskedige hende.

Byretten fastslog, at afskedigelsen var begrundet i tvingende årsager, idet retten lagde vægt på:

  • Hyppigheden og varigheden af medarbejderens fravær, herunder den løbende minussaldo på flekstidskontoen
  • At der gentagne gange var afholdt samtaler om medarbejderens høje fravær
  • At fraværet havde været til gene for driften

Kommunens afskedigelse af medarbejderen inden udløbet af tre måneders perioden, måtte ifølge retten være en for medarbejderen påregnelig konsekvens, når det inden udløbet af tre måneders perioden kunne konstateres, at fraværet fortsat var uacceptabelt højt.

Dommen viser, hvornår der kan foreligge tvingende årsager til afskedigelse på grund af et uacceptabelt højt fravær. Endvidere viser dommen, at en arbejdsgiver, som giver en medarbejder en frist til at rette op på nogle uacceptable forhold, ikke nødvendigvis skal afvente udløbet af en sådan frist inden arbejdsgiveren tager yderligere skridt, hvis det forinden står klart, at medarbejderen ikke efterlever de krav, som arbejdsgiveren har stillet. Dommen er ikke anket.