Afskedigelse under graviditet

Vestre Landsrets dom af 11. januar 2010
Arbejdsgiveren opsagde en medarbejder med fem ugers anciennitet på grund af hendes fravær. Medarbejderens fravær skyldtes imidlertid - for størstedelens vedkommende - graviditetsbetinget sygdom. Arbejdsgiveren var på opsigelsestidspunktet ikke bekendt med, at medarbejderen var gravid, eller at fraværet skyldtes graviditetsbetinget sygdom.

Landsretten henviste i præmisserne til det bagvedliggende EU-direktiv om ligebehandling og en dom fra EU-Domstolen, hvor det var anført, at ligebehandlingsdirektivet er til hinder for lovbestemmelser i national ret, hvorefter godtgørelse for forskelsbehandling er betinget af culpa hos arbejdsgiveren. På denne baggrund fandt Landsretten, at forbuddet mod afskedigelse i ligebehandlingslovens § 9 må forstås således, at det er uden betydning, om det efter bevisførelsen kan lægges til grund, at arbejdsgiveren ikke kendte til medarbejderens graviditet, da han traf den endelige beslutning om at afskedige medarbejderen.

Medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse på 6 måneders løn.

Dommen forekommer meget vidtgående. Dommen må efter Plesners vurdering fortolkes således, at Landsretten mener, at arbejdsgiveren - før han skrider til en opsigelse - har en vis form for undersøgelsespligt af, om årsagen til opsigelsen - i hvert fald når der er tale om opsigelse på grund af medarbejderens fravær - er  graviditetsbetinget. Det kan dog diskuteres, hvordan dette synspunkt spiller sammen med reglerne i barselsloven om, at en kvindelig medarbejder først er forpligtet til at orientere om, at hun er gravid tre måneder før det forventede fødselstidspunkt, ligesom en arbejdsgiver efter reglerne i helbredsoplysningsloven ikke må spørge ind til årsagen til en medarbejders sygdom. Alternativet hertil er således at høre medarbejderen, før den endelige beslutning om opsigelse træffes, hvilket dog forekommer en smule søgt i den virkelige verden.

Efter det oplyste er dommen anket til Højesteret.

Østre Landsrets dom af 11. marts 2010
Medarbejderen var ansat som handicaphjælper med et direkte ansættelsesforhold hos den handicappede, der via kommunen havde fået bevilget hjælpeordningen. Kommunen stod for de administrative forhold vedrørende ansættelsesforholdet via et privat administrationsfirma.

Den handicappede opsagde medarbejderen efter nogle få måneders ansættelse på grund af samarbejdsvanskeligheder, da medarbejderen forinden en vagt havde sygemeldt sig uden at have fundet en afløser. Retten lagde til grund, at den handicappede kort forinden afskedigelsen af administrationsfirmaet var blevet gjort opmærksom på, at medarbejderen var sygemeldt på grund af graviditet. 

Medarbejderen blev tilkendt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn, som den handicappede i sin egenskab af arbejdsgiver skal betale. 

Dommen viser, at Landsretten i forhold til opsigelsen navnlig har lagt vægt på, at arbejdsgiveren vidste, at medarbejderen var gravid på opsigelsestidspunktet. Dette står således noget i kontrast til Vestre Landsrets dom ovenfor. Forskellen mellem dommene var alene, at opsigelsen i sagen fra Østre Landsret var begrundet i samarbejdsvanskeligheder.

Dommen er endvidere interessant, fordi den berører et gråzoneområde vedrørende arbejdsgiverbegrebet. Det kan blandt andet diskuteres, om kommunen/administrationsfirmaet burde have rådgivet den handicappede yderligere i forbindelse med orientering om, at medarbejderen var sygemeldt på grund af graviditet, således at den handicappede ikke havde opsagt medarbejderen. På grund af den særegne struktur ville den handicappede ikke have nogen udgifter i forbindelse med, at medarbejderen skulle på orlov, mens den handicappede i denne situation kom til at betale hele godtgørelsen af egen lomme - og dermed sparede kommunen udgifterne ikke blot til godtgørelse, men også til eventuel betaling af løn under orloven. Kommunen var dog ikke inddraget i sagen, hvorfor dette spørgsmål ikke blev behandlet.