Epilepsi var ikke et handicap

Klageren havde søgt om ansættelse som IT-supporter i en kommune. Under ansættelsessamtalen kom det frem, at klageren ikke havde kørekort og tidligst kunne er­hverve kørekort et halvt år senere, da der skulle gå mindst et år efter klagerens seneste epilepsianfald, inden han kunne begynde at tage kørekort.

Da et kørekort efter kommunens opfattelse var væsent­ligt for at kunne bestride stillingen som IT-supporter, meddelte kommunen klageren afslag på hans ansøg­ning, selvom han i øvrigt var velkvalificeret. Klageren indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet med på­stand om, at han – i strid med forskelsbehandlingsloven - var blevet diskrimineret på grund af sin epilepsi.

Ligebehandlingsnævnet gav ikke klageren medhold heri, idet klagerens epilepsi ikke blev anset for at udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at klageren forven­tede at være anfaldsfri inden for et halvt år, og at epilep­sien derfor var en midlertidig tilstand.

Afgørelsen viser, at det er en forudsætning, før en ansø­ger eller en medarbejders funktionsnedsættelse udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, at der er tale om en varig funktionsnedsættelse. Forskelsbehand­lingslovens definition af et handicap er i øjeblikket ved at blive fastlagt i praksis, og denne afgørelse bidrager såle­des hertil i forhold til epilepsi som handicap og det gene­relle krav om en varig funktionsnedsættelse.