Godtgørelse på kr. 250.000 for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven

Vestre Landsret har dømt en arbejdsgiver til at betale en godtgørelse på kr. 250.000 til en medarbejder, idet retten fandt, at medarbejderen var blevet opsagt på grund af et handicap.

Vestre Landsret har ved dom af 12. marts 2010 tilkendt den hidtil største godtgørelse til en medarbejder på grund af overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Medarbejderen havde været ansat som advokatsekretær på et advokatkontor siden 1975. Hun var i 2004 udsat for et alvorligt uheld på sin cykel. Uheldet medførte, at hun fik varige skader i form af blandt andet hukommelses­svækkelse, koncentrationsbesvær, besvær med at over­skue komplicerede problemstillinger samt træthed og psykiske ændringer. Advokatkontoret accepterede i 2006 at etablere en fleksjobordning for advokatsekretæ­ren, men opsagde hende i 2008, idet advokatkontoret ikke fandt, at hun kunne udfylde jobbet på tilfredsstil­lende vis.

Vestre Landsret fandt, at advokatsekretærens tidligere skade havde medført en varig funktionsnedsættelse, hvorfor hendes handicap var omfattet af forskelsbe­handlingsloven. Landsretten anførte videre, at efter forskelsbehandlingsloven skal arbejdsgiveren træffe foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Landsretten fandt således ikke, at advokatkontoret havde løftet bevisbyrden for, at de i tilstrækkeligt om­fang havde imødekommet advokatsekretærens konkrete behov for, at hun kunne bestride sit job, herunder tilpas­set arbejdsmønstrene og arbejdsfordelingen.

Landsretten tilkendte herefter advokatsekretæren en godtgørelse på kr. 250.000 (svarende til ca. 8½ måne­ders løn). Retten lagde herved vægt på hendes lange ansættelsesperiode.

Dommen viser, at arbejdsgivere skal være meget op­mærksomme på, om en medarbejder er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, og om det kan do­kumenteres, at der – forinden en eventuel afskedigelse - er truffet de nødvendige foranstaltninger for, at den handicappede medarbejder kan udføre sine arbejdsop­gaver.