Maksimal godtgørelse efter ansættelsesbevisloven

Københavns Byret har ved dom af 22. april 2010 tilkendt en lønmodtager den maksimale godtgørelse efter ansættelsesbevisloven svarende til 20 ugers løn.

Medarbejderen arbejdede på en cafe, men det var tvivl­somt, om hun var tjener, eller om hun reelt havde arbej­det som bestyrer og dermed havde opnået funktionær­status. Medarbejderen havde aldrig fået udleveret et ansættelsesbevis, selvom hun havde rykket sin arbejds­giver herfor.

Retten lagde vægt på medarbejderens forklaring og tilkendte på den baggrund medarbejderen den maksi­male godtgørelse efter ansættelsesbevisloven svarende til 20 ugers løn. Retten henviste til, at det manglende ansættelsesbevis havde haft konkret betydning for an­sættelsesforholdet, idet der havde været tvivl om både ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt, lønnen, stillingsindholdet og arbejdstiden. Retten henviste end­videre til, at det var en skærpende omstændighed, at medarbejderen havde rykket for ansættelsesbeviset.

Dommen viser, at domstolene ikke er afvisende overfor at anvende det maksimale godtgørelsesniveau i ansæt­telsesbevisloven. Set i forhold til landsretternes praksis forekommer tilkendelse af 20 ugers godtgørelse dog meget højt – selv i denne skærpede situation. Dommen er efter det oplyste anket til Landsretten.