"Rigtige" direktører har ikke privilegeret lønkrav

Sø- og Handelsretten har ved en dom af 21. maj 2010 be­handlet grænserne for, hvad der skal til for at blive betragtet som lønmodtager efter konkursloven.

Lønmodtagere har en særlig beskyttet stilling ved virk­somhedens konkurs. Lønkrav m.v. betragtes som privile­gerede krav, der skal betales til lønmodtagere, før der sker betaling til almindelige kreditorer. Direktører er imidlertid som udgangspunkt ikke omfattet af lønmod­tagerbegrebet. Det skyldes, at direktøren betragtes som en del af virksomhedens ledelse og identificeres med arbejdsgiveren. Ved vurderingen af, om en direktør er lønmodtager, må der dog altid foretages en konkret vurdering af, om direktøren er en "rigtig" direktør - og reelt leder virksomheden. Her lægges der vægt på de faktiske forhold frem for den ansattes titel.

Registrering som direktør hos Erhvervs- og Selskabssty­relsen medfører en formodning for, at direktøren har en selvstændig stilling og således falder uden for lønmodta­gerbegrebet. Hvis direktørens bemyndigelse faktisk er indskrænket, således at direktøren ikke reelt forestår ledelsen af selskabet, vil dette dog kunne medføre, at direktøren anses som lønmodtager.

Sø- og Handelsrettens dom vedrørte en chefredaktør, der var registreret som direktør i et selskab i mediebran­chen, og som ikke formåede at afkræfte formodningen for, at hun var en "rigtig" direktør.

Chefredaktøren var i henhold til ansættelseskontrakten ansat som direktør for et livsstilsmagasin. Virksomheden var drevet i anpartsselskabsform, og direktøren var regi­streret som direktør hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at direktøren både formelt, i henhold til direktørkontrakten og reelt havde varetaget den daglige ledelse af selskabet. Direk­tøren havde beføjelser til at ansætte freelance-medar­bejdere i virksomheden og i de fleste tilfælde fastlægge deres honorar. Hun fastlagde indholdet af magasinet og indgik aftaler med trykkeriet om oplag og kvalitet, lige­som hun indgik aftaler med distributører af bladet og fastsatte priserne på annoncerne. Dette blev betragtet som væsentlige økonomiske dispositioner på virksom­hedens vegne.

Der var tale om en mindre virksomhed med få ansatte, hvor direktøren i øvrigt varetog en række praktiske opgaver.

Retten konkluderede i overensstemmelse med det ovenfor anførte, at direktørens stilling ikke havde haft en sådan karakter, at hendes krav på løn og feriepenge var privilegeret.

Dommen viser, at retten ved vurderingen af, om en ansat er en "rigtig "direktør, foretager en helhedsvurdering af den ansattes arbejdsopgaver. Det afgørende er, om personen reelt har fungeret som direktør. Er det tilfæl­det, er krav på løn og ferie ikke privilegeret. Dommen er efter det oplyste anket.