Forskelsbehandling på grund af handicap og alder

Klageren havde siden 1996 været ansat som pædagog på en boenhed for udviklingshæmmede voksne. Arbejdet indebar blandt andet tunge løft af de plejekrævende beboere.

Klageren blev langtidssygemeldt på grund af rygproble­mer i 2002 og blev senere ansat i boenheden igen på fleksjobvilkår, hvor der blev taget skånehensyn på grund af hendes rygproblemer.

I 2009 blev klageren opsagt på grund af generelle bespa­relser i kommunen, herunder konkrete besparel­ser/afskedigelser i den boenhed, hvor klageren arbej­dede. Klageren var på det tidspunkt 60 år.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at klagerens ryglidelse indebar en funktionsnedsættelse, og at der forelå et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet fandt endvidere, at klageren havde påvist fak­tiske omstændigheder, som gav anledning til at for­mode, at hun havde været udsat for indirekte forskels­behandling både på grund af handicap og alder. Nævnet lagde herved vægt på, dels at kommunen valgte at hånd­tere kravet om besparelser ved at nedprioritere de ar­bejdsfunktioner, som fortrinsvis blev udført af klageren, dels at klageren og hendes kollega, som var de eneste på boenheden, der blev opsagt, begge var 60 år og var de ældste af de ansatte på boenheden.

Nævnet fandt dog, at kommunen havde godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål, idet der var behov for nedskæringer, ligesom der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens prioritering, hvorefter kommunen valgte at beholde de ansatte, der kunne udføre rygbelastende opgaver.

Afgørelsen viser, at der ikke skal meget til, før en klager kan påvise faktiske omstændigheder, der medfører, at arbejdsgiveren indirekte har tilsidesat forskelsbehand­lingsloven. Omvendt kan et reelt behov for nedskæringer sammen med en bevidst og reel prioritering af, hvem der bedst kan undværes set ud fra virksomhedens behov, medføre, at afskedigelsen anses for at være objektivt begrundet i et sagligt formål.