Vikarer og overenskomst

Det har været omtvistet, om en virksomhed, der gør brug af vikarer (brugervirksomheden), er forpligtet til at sikre, at vikarens ansættelsesforhold lever op til de krav, der stilles i brugervirksomhedens overenskomst, og om brugervirksomheden hæfter for eventuelle krav efter denne overenskomst.

I den konkrete sag gjorde vikarens fagforening gæl­dende, at når brugervirksomheden er dækket af en over­enskomst, så er alt arbejde - herunder vikararbejde - der udføres i virksomheden, og som hører ind under over­enskomstens faglige gyldighedsområde, dækket af over­enskomsten.

Modsat mente brugervirksomheden og dennes arbejds­giverforening, at den gældende overenskomst var vikar­overenskomsten, der var indgået mellem arbejdsgiver­foreningen og fagforeningen.

Opmanden udtalte bl.a., at brugervirksomhedens over­enskomst som alle andre kollektive overenskomster er en aftale mellem to parter, og da der ikke mellem par­terne var en fælles forståelse af, at vikarer skulle være dækket af overenskomsten, måtte anvendelsen af over­enskomsten for vikararbejdskraft kræve særskilt aftale. Opmanden bemærkede endvidere, at vikaroverens­komsten mellem arbejdsgiverforeningen og fagforenin­gen ikke omfattede det arbejde, som vikaren udførte, hvorfor vikarens arbejde var uden overenskomstdæk­ning.

Endelig udtalte opmanden, at virksomheden ikke var forpligtet til at overholde den omhandlede overens­komst i alle henseender i forbindelse med de vikaran­satte. Opmanden pointerede således, at der kan være saglige grunde til ikke at overholde alle punkter i relation til vikarer. Videre præciserede opmanden, at virksomhe­den kun har en pligt til at sikre vikarers krav i forhold til overenskomsten, hvis det ud fra en helhedsbedømmelse vurderes, at en vikar har lidt et tab som følge af, at over­enskomsten ikke overholdes, og hvis der ikke forelå en saglig grund til at lade vikarens ansættelsesforhold til vikarbureauet være afgørende for vikarens stilling.

Som sagen blev ført, havde opmanden ikke anledning til at tage stilling til, om der var "saglige grunde", og om vikaren eventuelt måtte have lidt et tab.

Kendelsen viser, at medmindre der kan påvises en fælles forståelse mellem overenskomstens parter, så kan en brugervirksomheds overenskomst ikke antages at gælde i forhold til en vikar. Kendelsen viser yderligere, at i til­fælde, hvor vikarbureauets overenskomst ikke dækker vikarens vikararbejde, er brugervirksomheden stadig ikke forpligtet til at sikre, at vikaren er dækket af virksomhe­dens overenskomst, forudsat at der er saglige grunde herfor.