Bortvisningsret var ikke fortabt ved passivitet

En salgsdirektør havde i 2006 efter aftale med den admi­nistrerende direktør, men uden bestyrelsens viden, ladet det selskab, som han var ansat i, købe en campingvogn udelukkende til hans private brug. Salgsdirektøren be­talte ikke skat af dette personalegode, og camping­vognen blev i 2008 afhændet med et tab for selskabet på ikke under kr. 100.000.

Salgsdirektøren havde endvidere i 2008 også efter aftale med den administrerende direktør, men uden bestyrel­sens viden, ladet sin hustru købe en bil af selskabet for kun kr. 1.000. Bilen havde en langt højere markedsværdi, og denne "overskydende" værdi blev herefter "modreg­net" i salgsdirektørens bonus, hvorved salgsdirektøren ikke betalte skat af sin bonus.

Selskabet blev i september måned 2009 opmærksom på disse uregelmæssigheder, og selskabets bestyrelse bad selskabets revisor om at undersøge dette nærmere. Revisors redegørelse var klar den 10. oktober og blev behandlet i bestyrelsen samt forelagt selskabets admini­strerende direktør den 22. oktober 2009. Der blev af­holdt møde med salgsdirektøren den 28. oktober 2009. Salgsdirektøren blev herefter bortvist den 3. november 2009.

Salgsdirektøren påstod blandet andet, at selskabet havde udvist passivitet som følge af, at bestyrelsen alle­rede den 22. oktober 2009 havde fuldt kendskab til de dispositioner, der førte til bortvisningen af ham.

Ledernævnets opmand fandt, at det måtte have stået salgsdirektøren klart, at der var tale om retsstridige dispositioner, der gav ham en uretmæssig skattemæssig fordel og påførte selskabet et ikke ubetydeligt tab. Her­udover fastslog opmanden, at der ikke var grundlag for at statuere passivitet fra selskabets side, idet der må indrømmes en passende tid til at få faktum afklaret og give de involverede parter mulighed for at udtale sig om sagen, inden der skrides til bortvisning.

Tilkendegivelsen viser, at man som arbejdsgiver i kom­plicerede sager har mulighed for at afklare sagens fak­tum og høre de involverede medarbejdere, før man skri­der til bortvisning, uden at der derved indtræder passivi­tet. Tidsrummet, indenfor hvilket arbejdsgiveren skal agere, må dog fortsat anses for at være ganske kortva­rigt.