Opsigelsesvarsel forkortet på grund af selskabs konkurs

Sø- og Handelsretten har ved dom af 6. august 2010 taget stilling til, om en udstationeret direktørs opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse var sædvanlige og rimelige og dermed beskyttet mod konkursregulering.

En udstationeret direktør havde indgået aftale om et opsigelsesvarsel på 9 måneder samt en fratrædelses­godtgørelse på kr. 3 millioner ved opsigelse fra selska­bets side det første år. Disse meget fordelagtige aftaler, mente direktøren, var begrundet i, at det i forbindelse med en udstationering var sædvanligt, at der blev spændt et sikkerhedsnet ud under den udstationerede.

Sø- og Handelsretten fandt imidlertid, at de hensyn, som lå bag opsigelsesvarslet, måtte vige for hensynet til det konkursretlige ligelighedsprincip. Retten fandt derfor, at konkursboet havde været berettiget til i medfør af kon­kurslovens § 61, stk. 1, at konkursregulere opsigelses­varslet til funktionærlovens sædvanlige varsel på 3 må­neder.

Retten fandt endvidere, at den aftalte fratrædelsesgodt­gørelse, som svarede til mere end 1 års løn, kunne side­stilles med et aftalt forlænget opsigelsesvarsel, og at det derfor tilsvarende kunne konkursreguleres. 

Dommen viser, at hvis et aftalt opsigelsesvarsel ikke anses for sædvanligt og rimeligt, så er der i en konkurssi­tuation risiko for, at opsigelsesvarslet bliver konkursre­guleret. Dommen forekommer særdeles restriktiv og er da også anket til Højesteret.