Højesteretsdomme om favør- og gratisaktier til fratrådte medarbejdere

I 2008 afsagde Sø- og Handelsretten dom i 9 sager om op­sagte og fratrådte medarbejderes ret til favør- og gratisak­tier. Højesteret har ved domme af 15. oktober 2010 ændret Sø- og Handelsrettens afgørelser og fastslået, at både favør- og gratisaktier er omfattet af funktionærlovens § 17 a.

Kernen i alle sagerne er, om medarbejdere, der var op­sagt eller fratrådt før tidspunktet for tildeling af favør- og gratisaktier, havde krav på forholdsmæssig tildeling af aktier i medfør af funktionærlovens § 17 a.

Ifølge § 17 a har en medarbejder, der ifølge aftale eller sædvane modtager bonus, og som fratræder sin stilling i løbet af et regnskabsår, krav på en forholdsmæssig andel af den bonus, vedkommende ville have fået udbetalt, hvis han eller hun var ansat hele året.

Højesteret kom frem til, både for så vidt angår favør- og gratisaktier, at disse er omfattet af § 17 a. De opsagte medarbejdere havde således krav på en forholdsmæssig tildeling af favør- og gratisaktier for det pågældende optjeningsår.

Højesteret lagde vægt på, at tildeling af favør-/gratisaktier er en overførsel af en økonomisk værdi til en medarbejder fra en arbejdsgiver. Højesteret fastslog endvidere, at når en arbejdsgiver bekendtgør en generel ordning om vederlæggelse med medarbejderaktier over intranettet, ved generel rundskrivelse eller på lignende vis, så indebærer dette et løfte fra arbejdsgiverens side, som medarbejderne kan støtte ret på.

Vedrørende favøraktier lagde Højesteret vægt på, at karakteren af favøraktiernes økonomiske værdi ikke ændrer sig, selvom der er en egenbetaling og en risiko for kursfald.

I hovedparten af sagerne var medarbejderaktierne un­derlagt båndlæggelse i en periode. Højesteret fandt, at båndlæggelsen skulle fastholdes, da tildelingen af aktier skulle ske på samme vilkår som for de fortsat ansatte medarbejdere.

I henhold til ligningslovens § 7 a skal værdien af favør- og gratisaktier ikke medregnes i den skattepligtige ind­komst, hvis man er ansat på tildelingstidspunktet, og hvis aktierne er båndlagt i henholdsvis 5 og 7 år. For opsagte medarbejdere, som ifølge Højesteret har krav på medarbejderaktier efter § 17 a, betyder det at, at de beskattes af aktiernes værdi.

Dommene viser:

At både favør- og gratisaktier er omfattet af funktionær­lovens § 17 a, og medarbejdere i opsagt stilling derfor har krav på en forholdsmæssig tildeling ved fratræden, og

At vilkår om båndlæggelse skal opretholdes over for opsagte medarbejdere, hvilket giver den i skattemæssig henseende ufordelagtige position for opsagte medar­bejdere, at de skal betale skat af værdien af aktierne, men ikke har mulighed for at råde over aktierne før efter udløbet af båndlægningsperioden.