Principiel dom fra Højesteret om ansættelsesbeviser

Højesteret har med dommen givet klare retningslinjer for udmåling af godtgørelser efter ansættelsesbevislo­ven:

• Kr. 0-1.000: Undskyldelige mangler ved ansættel­sesbeviset uden kon­kret betydning
• Kr. 1.000- 5.000: Udgangspunkt kr. 2.500 - mangler uden konkret betydning
• Kr.  5.000 - 10.000: Udgangspunkt kr. 7.500 - op­stået tvist om mangler eller konkret risiko herfor
• Kr. 25.000: Skærpende omstændigheder - be­vidst omgåelse eller vedholdende passivitet
• Op til 20 ugers løn: Særligt grove tilfælde - ri­siko for lønmodtageren for at lide betydelige tab

Udmålingsprincipperne er i dommens præmisser angivet sådan:

"Er et ansættelsesbevis behæftet med en eller flere mangler, som er undskyldelige og uden konkret betydning for løn­modtageren, gælder bagatelgræn­sen i lovens § 6, stk. 2, således at en godtgørelse skal fast­sættes i intervallet fra 0 til 1.000 kr.

Foreligger der i øvrigt mangler ved et ansættelsesbevis, eller er et sådant ikke udstedt, uden at forholdet har haft konkret betydning for lønmodtageren, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til et beløb på op til 5.000 kr., afhængig af forholdets karakter. I mangel af særlige holde­punkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen fastsættes til 2.500 kr. For at gå ned – og eventuelt efter omstændighe­derne helt undlade at tilkende en godtgørelse – taler, at arbejdsgiveren uden videre retter for sig efter, at forholdet er påtalt. Et moment, som taler for at gå op, kan omvendt være, at arbejdsgiveren undlader dette.

I tilfælde, hvor der er opstået tvist om ansættelsesforholdet eller konkret risiko herfor, som korrekt opfyldelse af oplys­ningspligten kunne have afvær­get, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til et beløb på op til 10.000 kr., afhængig af forholdets karakter og betydning. I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen fastsættes til 7.500 kr. Som mo­menter, der taler for at gå op, kan f.eks. nævnes, at ansæt­telsesbeviset indeholder vilkår, som er vildledende i forhold til lønmodtagerens rets­stilling efter lov eller overenskomst, at pligtforsømmelsen konkret har medført risiko for tab af rettigheder, herunder for tab af ikke ubetydelige lønbeløb, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, eller at ar­bejdsgiveren ikke har rettet for sig efter, at forholdet er blevet påtalt. Omvendt taler det for at gå ned, at forholdet er af mindre betydning eller und­skyldeligt, eller at der er tale om et enkeltstående tilfælde.

Foreligger der skærpende omstændigheder, såsom arbejds­giverens bevidste forsøg på at omgå lønmodtagerens rettig­heder eller vedholdende passivitet over for gentagne opfor­dringer til at udstede et ansættelsesbevis, kan godtgørelsen udmåles til et beløb på op til 20 ugers løn, afhængig af manglens eller manglernes karakter og betydning. Udmå­ling af godtgørelser på over 25.000 kr. bør dog være forbe­holdt særligt grove tilfælde, som samtidig har udsat løn­modtageren for risiko for at lide betydelige tab.

Foreligger der flere successive overtrædelser af ansættelses­bevisloven, f.eks. hvor en lønmodtager har modtaget flere ansættelsesbeviser, som er behæftet med mangler, bør der foretages en samlet konkret vurdering."

Dommen betyder, at Højesteret har fastlagt princip­perne for udmåling af godtgørelser efter ansættelsesbe­visloven samt gjort op med den praksis, der er set i en række sager, hvor der er udmålt noget højere godtgørel­ser end efter ovenstående retningslinjer.