Ret til bonus var ikke længere privilegeret

Sø- og Handelsretten fastslog ved dom af 15. oktober 2010, at et krav i et konkursbo ikke længere var privilegeret.

Når en virksomhed går konkurs, er en medarbejders lønkrav placeret højt i konkursordenen. Lønkrav eller krav på andet vederlag går nemlig forud for de fleste andre krav i et konkursbo og betegnes som privilegerede krav. Det er dog blandt andet en betingelse for, at et lønkrav er privilegeret, at lønnen er forfaldet i tidsrum­met indenfor 6 måneder før konkursen. Hvis lønnen er forfaldet på et tidligere tidspunkt, kan medarbejderen dog, hvis han uden ugrundet ophold har forsøgt at få kravet gennemført, alligevel anmelde sit lønkrav som et privilegeret krav.

Tvisten gik først og fremmest på, om en medarbejder overhovedet havde et krav på betaling af bonus. Medar­bejderen havde indgået en fratrædelsesaftale til fuld og endelig afgørelse. Retten fandt derfor, at kravet på bo­nus var frafaldet. I forbindelse med udfærdigelsen af fratrædelsesaftalen havde virksomheden imidlertid lovet medarbejderen en betaling på kr. 50.000. Dette løfte var bindende, og medarbejderen kunne derfor anmelde dette krav i boet.

Spørgsmålet var derefter, om de kr. 50.000 var et privi­legeret krav i boet. Dette mente retten ikke var tilfældet, da der var gået omkring 4 måneder efter fratrædelsen, før medarbejderen anlagde sag.

Dommen viser, at man skal være opmærksom på, at man som medarbejder kan ende bagerst i køen i en konkurssi­tuation, hvis ikke man har søgt at få sit krav gennemført uden ugrundet ophold.