Ledelsesretten har vide grænser

Arbejdsgivere har i kraft af ledelsesretten ret til at fastsætte regler for medarbejdernes færden på arbejdspladsen. Den 9. december 2010 blev der afsagt kendelse i en faglig voldgifts­sag, hvor spørgsmålet var, om arbejdsgiveren havde over­skredet grænserne for ledelsesretten.

Et rederi havde indført rygeforbud både indendørs og udendørs på rederiets færger og landterminaler. Passa­gererne måtte fortsat ryge uden for på færgernes åbne passagerdæk.

Rederiet havde undersøgt mulighederne for at indrette særlige rygeområder på steder, der var skjult for passa­gererne. Det kunne dog ikke lade sig gøre på alle rederi­ets færger.

Medarbejdernes fagforeninger mente ikke, at det totale rygeforbud var i overensstemmelse med ledelsesretten. Fagforeningerne lagde vægt på, at det ikke var sagligt, at forbuddet greb ind i de ansattes private forhold, og de mente ikke, at det var nødvendigt med et totalt forbud, blot fordi der var nogle medarbejdere, der ikke havde mulighed for at ryge.

Rederiet anførte derimod, at forbuddet var blevet indført af hensyn til rederiets image over for kunder og omver­denen. Rederiet ønskede også at tage hensyn til de ikke-rygende medarbejdere og at behandle alle medarbej­derne ens. Da der ikke var mulighed for at indrette ryge­områder til alle medarbejdere, valgte rederiet at gøre forbuddet totalt for ikke at give medarbejderne forskel­lige vilkår. Endelig lagde rederiet vægt på effektivitets­hensyn, økonomiske hensyn og hensynet til sikkerheden i forbindelse med den intensive arbejdsindsats, der var nødvendig ved hurtigfærgernes drift.

Opmanden lagde ud med at fastslå, at en arbejdsgiver qua ledelsesretten kan fastsætte regler for medarbejder­nes færden på arbejdspladsen, men at det skal ske på baggrund af driftsmæssige hensyn. Opmanden fremhæ­vede på dette punkt, at arbejdsgiveren efter praksis har stor frihed ved vurderingen af, hvornår det er nødvendigt at fastsætte sådanne regler af hensyn til driften.

Opmanden fandt ikke, at han havde grundlag for at tilsi­desætte rederiets skøn. Rederiet blev derfor frifundet. 

Kendelsen viser, at en arbejdsgiver har en høj grad af frihed til at bestemme, hvad medarbejderne må og ikke må gøre på arbejdspladsen - herunder i deres pauser - så længe det er sagligt begrundet i driftsmæssige hensyn.