Samarbejdsaftalen eller lov om information og høring af lønmodtagere?

Vestre Landsret har ved dom af 17. januar 2011 fastslået, at en opsagt medarbejder ikke havde krav på godtgørelse efter hverken lov om information og høring af lønmodtagere, forskelsbehandlingsloven eller funktionærloven.

Sagen handlede om opsigelse af en medarbejder, der var medlem af virksomhedens samarbejdsudvalg. Samar­bejdsudvalget var nedsat efter DA/LO's samarbejdsaf­tale, der implementerer direktivet om information og høring af arbejdstagere på DA/LO's område. Den afske­digede medarbejder var imidlertid ikke medlem af en organisation under LO, hvorfor han mente, at han var beskyttet mod afskedigelse på baggrund af lov om in­formation og høring af lønmodtagere. Efter denne lov er medarbejderrepræsentanter nemlig beskyttet mod af­skedigelse på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for samme faglige område, hvor en opsigelse som oftest kræver, at der foreligger tvingende årsager til opsigelsen. Medlemmer af et samarbejdsudvalg nedsat efter samarbejdsaftalen er derimod ikke omfattet af en tilsvarende beskyttelse mod opsigelse, men har even­tuelt krav på 6 ugers forlængelse af opsigelsesvarslet.

Hvis medarbejderen ikke kunne få medhold i oven­nævnte, mente han, at han havde krav på godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder eller for usaglig afskedigelse efter funktionærloven.

Til brug for sagen havde Vestre Landsret fået besvaret et såkaldt præjudicielt spørgsmål af EU-Domstolen. Vi har tidligere omtalt EU-Domstolens afgørelse i vores ny­hedsbrev fra marts 2010

Vestre Landsret fandt, at medarbejderen var omfattet af DA/LO's samarbejdsaftale, da aftalen omfattede alle ansatte på virksomheden uanset deres faglige og organi­satoriske tilhørsforhold. Medarbejderen kunne derfor ikke - i tråd med EU-Domstolens afgørelse - støtte ret på reglerne i lov om information og høring af lønmodta­gere.

I forhold til spørgsmålet om godtgørelse efter forskels­behandlingsloven eller funktionærloven fandt Vestre Landsret, at virksomheden sagligt havde skønnet, hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes. Medarbejde­ren havde endvidere ikke sandsynliggjort, at hverken hans alder eller medlemskab af samarbejdsudvalget havde haft nogen indflydelse på beslutningen om at afskedige ham.

Vi er ikke bekendt med, om dommen vil blive anket.

Dommen viser, at medlemmer af et samarbejdsudvalg nedsat efter samarbejdsaftalen - uanset om den pågæl­dende medarbejder ikke er medlem af den faglige orga­nisation, der er part i samarbejdsaftalen - ikke er omfat­tet af opsigelsesbeskyttelsen i lov om information og høring af lønmodtagere.