Fyret på grund af ryglidelse

Hvis en medarbejder lider af et handicap, er medarbejderen beskyttet mod forskelsbehandling på grund af sit handicap. Ligebehandlingsnævnet har for nylig taget stilling til, om en medarbejder med ryglidelse var blevet forskelsbehandlet.

Hvis en medarbejder lider af et handicap, er medarbejderen beskyttet mod forskelsbehandling på grund af sit handicap. Ligebehandlingsnævnet har for nylig taget stilling til, om en medarbejder med ryglidelse var blevet forskelsbehandlet.

En medarbejder havde en medfødt ryglidelse. Som følge af ryglidelsen havde medarbejderen været deltidssyge­meldt igennem to år, og arbejdsgiveren og medarbejde­ren blev enige om at overføre medarbejderen til et flex­job med samme stillingsbetegnelse. Medarbejderen følte imidlertid, at arbejdsgiveren prøvede at skubbe hende ud af virksomheden, og efter et år i fleksjobordningen meldte medarbejderen sig syg på grund af stress og depression.

Arbejdsgiveren opsagde herefter medarbejderen med henvisning til, at hun gennem de sidste 6 måneder havde været uafbrudt sygemeldt, samt at der også før denne periode havde været længere sygeperioder. Det var herefter op til Ligebehandlingsnævnet at vurdere, om der ved afskedigelsen var sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at ryglidelsen var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da der kunne konstateres en funktionsnedsættelse, som med­førte et kompensationsbehov for medarbejderen.

Da arbejdsgiveren blandt andet havde begrundet opsi­gelsen med, at medarbejderen havde haft længere syge­pe­rioder i forbindelse med sit handicap, var det op til ar­bejdsgiveren at bevise, at der ikke var sket forskelsbe­handling.

Denne bevisbyrde fandt Ligebehandlingsnævnet ikke, at arbejdsgiveren havde løftet. Medarbejderne blev derfor tilkendt en godtgørelse på kr. 275.000, svarende til ca. 9 måneders løn. Nævnet lagde herved vægt på ansættel­sesperiodens længde, som dog ikke er oplyst i afgørel­sen.

Afgørelsen viser, at det kan være afgørende, hvorledes en opsigelse bliver begrundet. For Ligebehandlingsnæv­net var det nemlig udslagsgivende, at der blev henvist til de tidligere sygeperioder, som med sikkerhed var relate­ret til medarbejderens handicap.