Godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis

Ved dom af 12. januar 2011 har Vestre Landsret taget stil­ling til godtgørelsesniveauet for mangelfuldt ansættelsesbe­vis. Landsretten fandt ikke, at arbejdsgiveren bevidst havde forsøgt at løbe fra sin oplysningspligt og fastsatte derfor godtgørelsen til 2 ugers løn.

Højesteret fastsatte ved dom af 17. december 2010 klare retningslinjer for udmåling af godtgørelse efter ansæt­telsesbevisloven. Vi har tidligere omtalt Højesterets dom i vores nyhedsbrev fra december 2010.

Den konkrete sag drejede sig om en medarbejder, der efter 6 måneders ansættelse blev opsagt i september 2008. Trods dette fortsatte medarbejderen sin ansæt­telse i virksomheden, indtil hun hævede ansættelsesfor­holdet i marts 2009 på grund af manglende lønudbeta­ling. Medarbejderen og virksomheden kunne dog ikke blive enige om opsigelsesvarslets længde, og sagen endte derfor i retten.

Medarbejderen gjorde gældende, at hun havde været uafbrudt beskæftiget i virksomheden siden april 2008. Hun mente derfor, at hun havde krav på et opsigelses­varsel på 3 måneder efter funktionærloven. Virksomhe­den var derimod af den opfattelse, at der var indgået en ny kontrakt, som skulle gælde fra januar 2009.

Vestre Landsret fandt ikke, at virksomheden havde be­vist, at den nye aftale var blevet vedtaget mellem par­terne. Medarbejderen havde således krav på et opsigel­sesvarsel på 3 måneder. Landsretten fandt endvidere, at medarbejderen havde været berettiget til at hæve an­sættelsesforholdet på grund af den manglende løn. Virk­somheden blev derfor pålagt at betale den manglende løn for februar og marts samt for opsigelsesperioden på 3 måneder.

Landsretten kom således frem til, at det stadig var an­sættelsesbeviset fra april 2008, der var gældende. Det var dog mangelfuldt, og Landsretten kunne ikke afvise, at manglerne havde haft betydning for uenigheden mel­lem parterne. Landsretten mente heller ikke, at mang­lerne var undskyldelige. Omvendt var der ikke noget, der tydede på, at virksomheden bevidst havde tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættelsesbevisloven.

Da Landsretten ikke mente, at medarbejderen havde påvist skærpende omstændigheder i forbindelse med det mangelfulde ansættelsesbevis, fastsattes godtgørelsen til kr. 12.500, hvilket svarede til ca. 2 ugers løn.

Dommen viser, at det er medarbejderen, der har bevis­byrden for, at der foreligger skærpende omstændighe­der, når godtgørelsesniveauet i sager om manglende ansættelsesbeviser skal vurderes. I forhold til Højesterets retningslinjer ligger niveauet dog i den høje ende, når der ikke er tale om skærpende omstændigheder.