Afskedigelser i strid med forskelsbehandlingsloven

Ved dom af 4. april 2011 har Københavns Byret tiltrådt Ligebehandlingsnævnets afgørelse i en sag vedrørende afskedigelsen af seks piloter.

I forbindelse med et konstateret behov for nedskæringer havde arbejdsgiveren indgået aftale med piloternes fagforbund om, at alle pensionsberettigede piloter skulle afskediges før øvrige piloter. Arbejdsgiveren afskedigede herefter seks piloter, der alle var fyldt 60 år. Piloterne indgav klage til Ligebehandlingsnævnet med påstand om, at afskedigelserne var i strid med forskelsbehand­lingsloven på grund af aldersdiskrimination.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at piloterne havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af deres alder. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at arbejdsgive­ren havde sandsynliggjort, at aftalen med piloternes fagforbund var objektivt og rimeligt begrundet i et sag­ligt formål, eller at aftalen var nødvendig for at opfylde et sådant formål.

På den baggrund fandt nævnet, at ar­bejdsgiveren havde handlet i strid med forskelsbehand­lingsloven og tildelte hver af de seks piloter en godtgø­relse svarende til ni måneders løn.

Piloternes tidligere arbejdsgiver nægtede imidlertid at betale de 9 måneders løn, og sagen blev derfor indbragt for Københavns Byret, som tiltrådte Ligebehandlings­nævnets afgørelse. Byretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at kriteriet "pensionsberettiget", som var anvendt i forbindelse med piloternes afskedigelser, utvivlsomt var direkte og uadskilligt forbundet med piloternes alder, og at kriteriet derfor ikke var neutralt i ligebehandlingslo­vens forstand. Der forelå derfor direkte aldersbetinget forskelsbehandling, da piloterne på grund af deres alder var blevet behandlet ringere end andre i tilsvarende situation. Retten lagde desuden vægt på, at der ikke er hjemmel til, at parterne eller deres interesseorganisa­tioner på forhånd generelt kan aftale at fravige ligebe­handlingslovens regler om forskelsbehandling, og pilo­terne var derfor ikke bundet af aftalen mellem Dansk Pilotforening og flyselskabet.

Dommen viser, at selvom der er indgået en aftale om kriterier for afskedigelse med et fagforbund, vil det ikke kunne aftales, at ligebehandlingsloven fraviges. Dom­men er efter det oplyste anket til Østre Landsret.