Direktør eller funktionær?
Sø- og Handelsretten har ved dom af 9. marts 2011 taget stilling til, hvorvidt en salgsdirektørs lønkrav skulle anerkendes som fortrinsstillet efter konkurslovens § 95.
Lønmodtagere har en særlig beskyttet stilling ved virksomhedens konkurs. Lønkrav m.v. betragtes som privilegerede krav, der skal betales til lønmodtagere, før der sker betaling til almindelige kreditorer. Direktører er imidlertid som udgangspunkt ikke omfattet af lønmodtagerbegrebet. Det skyldes, at direktører betragtes som en del af virksomhedens ledelse og identificeres med arbejdsgiveren. Ved vurderingen af, om en ansat er direktør eller lønmodtager, må der derfor foretages en konkret vurdering.
Sø- og Handelsrettens dom vedrørte en entreprenør, der solgte sin rådgivnings- og entreprenørvirksomhed til et datterselskab. Entreprenøren blev samtidig ansat i datterselskabet med titel af "salgsdirektør". Han var dog ikke registreret som direktør i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og spørgsmålet i sagen var derfor, om han havde fortrinsret til at få dækket sit lønkrav, da selskabet gik konkurs.
Salgsdirektøren gjorde gældende, at det afgørende i forhold til konkurslovens § 95 er det reelle stillingsforhold og ikke den formelle titel, og at han uanset sin stillingsbetegnelse var ansat i en stilling med funktionærstatus uden beslutningsmyndighed. Konkursboet var derimod af den opfattelse, at entreprenøren i kraft af sin ansættelse som "salgsdirektør" havde selvstændige ledelsesbeføjelser og reelt fungerede som den daglige leder.
Efter bevisførelsen lagde Sø- og Handelsretten til grund, at salgsdirektøren ikke havde adgang til selskabets konti eller kreditkort, og at han ikke havde deltaget i bestyrelsesmøder eller i øvrigt havde været inddraget i ledelsesmæssige beslutninger, herunder heller ikke i ansættelse af medarbejdere. Retten fandt på den baggrund, at salgsdirektøren ikke var en del af selskabets ledelse, og at han derfor havde ret til et fortrinsstillet lønkrav efter konkurslovens § 95.
Dommen viser, at retten ved vurderingen af, om en ansat reelt er direktør, foretager en helhedsvurdering af den ansattes arbejdsopgaver, ledelsesbeføjelser og mulighed for at disponere på selskabets vegne. Det afgørende er således, om personen reelt har fungeret som direktør, og stillingsbetegnelsen tillægges sjældent afgørende betydning.