Lovvalg ved arbejde på tværs af landegrænser

Hvis der ikke er indgået en aftale om lovvalg, fastsætter Romkonventionen to løsningsmodeller for så vidt angår individuelle arbejdsaftaler. Arbejdsaftalen skal således enten være omfattet af

• Loven i det land, hvor medarbejderen sædvanlig­vis udfører sit arbejde, selv om han eller hun midlertidigt arbejder i et andet land, eller
• Loven i det land, hvor virksomheden er belig­gende

Sidstnævnte gælder alene, hvis medarbejderen ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land. Ende­lig kan det af omstændighederne som helhed fremgå, at aftalen har en nærmere tilknytning til et bestemt land.

Det følger desuden af Romkonventionen, at parterne ikke kan lave en aftale om lovvalg, der fratager medar­bejderen rettigheder, som han eller hun ville have haft i henhold til ufravigelige regler, der ville gælde, hvis der ikke var truffet lovvalg.

Den konkrete sag drejede sig om en lastvognchauffør, der var bosiddende i Tyskland. Han havde underskrevet en ansættelsesaftale, som bestemte, at luxembourgsk ret skulle finde anvendelse. Hans opgave var at fragte blomster fra Odense til andre europæiske lande, dog primært Tyskland. Lastbilerne, der blev brugt til trans­porten, stod normalt i Tyskland, men var indregistreret i Luxembourg, hvor chaufføren tillige var tilsluttet den sociale sikringsordning. Chaufføren var desuden sup­pleant i et samarbejdsudvalg, der var blevet dannet i Tyskland.

Medarbejderen blev efter ca. 2½ års ansættelse opsagt og gjorde i den forbindelse gældende, at de ufravigelige tyske regler om beskyttelse af medlemmer af samar­bejdsudvalg skulle finde anvendelse - uanset det lovvalg der fremgik af ansættelsesaftalen.

Sagen blev afvist i Tyskland, hvorefter chaufføren an­lagde sag i Luxembourg. Da han ikke fik medhold, sag­søgte han den luxembourgske stat, da han ikke mente, at domstolene havde overholdt EU-retten. Under denne sag blev spørgsmålet indbragt for EU-domstolen.

EU-domstolen fastslog, at formålet med Romkonven­tionens særlige bestemmelse om arbejdsaftaler var at beskytte arbejdstageren, og at bestemmelsen om, hvor arbejdstageren sædvanligvis udførte sit arbejde, derfor måtte fortolkes udvidende og foretrækkes frem for be­stemmelsen om, hvor virksomheden var beliggende. Bestemmelserne om virksomhedens beliggenhed skulle således alene benyttes, hvis det slet ikke var muligt at fastslå, hvor arbejdstageren sædvanligvis udførte sit arbejde.

EU-domstolen fastslog, at den luxembourgske ret ved sin vurdering skulle lægge vægt på, hvorfra chaufføren i det væsentlige opfyldte sine forpligtelser over for virksom­heden. Samtlige af de faktorer, der karakteriserede virk­somheden, skulle i den forbindelse medtages. Den lu­xembourgske ret skulle således eksempelvis lægge vægt på, hvor chaufføren udførte sine arbejdsopgaver, mod­tog instruktioner og organiserede sit arbejde. Herudover skulle den luxembourgske ret lægge vægt på, hvor ar­bejdsredskaberne befandt sig, hvor transporten hoved­sageligt gennemførtes, hvor varerne blev læsset af, og hvor chaufføren vendte tilbage til, når opgaverne var udført. 

Sagen skulle herefter afgøres konkret i Luxembourg.

Dommen viser, at der i tilfælde af arbejde på tværs af landegrænser skal foretages en konkret vurdering af, hvor medarbejderen har sit sædvanlige arbejdssted. Hvis denne vurdering fører til et land, hvor medarbejderen er beskyttet af ufravigelige lovregler, kan et eventuelt lov­valg i medarbejderens ansættelseskontrakt ikke opret­holdes.