Afskedigelse af gravid medarbejder efter anvendelse af SIFU-princippet

Ligebehandlingsnævnet har i en nyere afgørelse fastslået, at det var i strid med ligebehandlingsloven at afskedige en gravid medarbejder, selvom virksomheden havde anvendt SIFU-princippet.

Ligebehandlingsnævnet har i en nyere afgørelse fastslået, at det var i strid med ligebehandlingsloven at afskedige en gravid medarbejder, selvom virksomheden havde anvendt SIFU-princippet.

Sagen handlede om en kvindelig medarbejder, der blev ansat som timelønnet lagermedarbejder den 26. maj 2008. Den 16. april 2009 oplyste medarbejderen, at hun var gravid, og en uge efter blev hun afskediget. Arbejds­giverens begrundelse for afskedigelsen var, at der havde været nedgang i aktiviteterne. Virksomheden skulle derfor afskedige tre medarbejdere, som alle var blevet udvalgt efter "SIFU-princippet" (sidst ind, først ud).

Medarbejderen indbragte sagen for Ligebehandlings­nævnet, idet hun mente, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven. Medarbejderen anførte, at der var andre stillinger i virksomheden, som hun kunne vare­tage, at hun ikke var blevet tilbudt nogen af disse stillin­ger, og at virksomheden havde genansat flere medarbej­dere umiddelbart efter hendes afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at arbejdsgiveren ved at anvende SIFU-princippet havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten. Arbejds­giveren havde ikke fremlagt dokumentation for, at den gravide medarbejder var den, der bedst kunne undværes på tidspunktet for afskedigelsen. Nævnet lagde også vægt på, at to andre opsagte lagermedarbejdere havde fået tilbudt genansættelse umiddelbart efter medarbej­derens afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnet fastsatte efter sin praksis godt­gørelsen til 9 måneders løn, selvom medarbejderen alene havde krævet godtgørelse svarende til 6 måneders løn! 

Afgørelsen viser, at der påhviler arbejdsgiveren en tung bevisbyrde for, at opsigelsen ikke er begrundet i medar­bejderens graviditet, og at arbejdsgiveren ikke kan nøjes med at henvise til et objektivt kriterium, hvis det indi­rekte medfører, at medarbejderne bliver diskrimineret.

Ligebehandlingsnævnet synes endvidere at have skærpet godtgørelsesniveauet i forhold til domspraksis ved at tilkende en medarbejder med under et års anciennitet en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.