Afskedigelse af piloter i strid med ligebehandlingsloven

Ikke kun afskedigelse på grund af høj alder, men også afskedigelse på grund af laveste alder er i strid med forskelsbehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet har således den 18. maj 2011 truffet afgørelse i 20 sager om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse af yngre piloter frem for ældre.

Ikke kun afskedigelse på grund af høj alder, men også afske­digelse på grund af laveste alder er i strid med forskelsbe­handlingsloven. Ligebehandlingsnævnet har således den 18. maj 2011 truffet afgørelse i 20 sager om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse af yngre piloter frem for ældre.

Sagerne drejede sig om et flyselskab, der var nødsaget til at afskedige en række piloter. 20 af disse indbragte deres sager for Ligebehandlingsnævnet med påstand om al­dersdiskrimination, og 18 af dem blev under sagens behandling tilbudt genansættelse hos flyselskabet.

Den overenskomst, som flyselskabet var omfattet af, fastsatte, at piloter i forbindelse med ansættelse blev indplaceret på en senioritetsliste. Listen var inddelt i grupper efter ansættelsesår, og de piloter, der var ansat i samme rekrutteringsår, blev rangeret på senioritetslisten på baggrund af deres fødselsår. I forbindelse med flyv­ninger, forfremmelser m.v. fulgte flyselskabet som ud­gangspunkt et senioritetsprincip baseret på den fælles liste. Listen blev således også benyttet i forbindelse med afskedigelserne. 

Af de 79 piloter, der blev afskediget, var 68 placeret i den samme gruppe på senioritetslisten, ligesom de alle var placeret nederst i denne gruppe - og dermed var de yng­ste. De sidste 11 af de afskedigede piloter kom fra et andet selskab og figurerede derfor ikke på listen.

Under sagens behandling fastholdt flyselskabet, at der ikke havde været tale om direkte forskelsbehandling, men anerkendte samtidig, at opsigelserne var udtryk for indirekte diskrimination, da senioritetsprincippet måtte antages at berøre yngre medarbejdere snarere end ældre medarbejdere. Flyselskabet anførte samtidig, at opsigel­serne ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, da loven netop giver mulighed for opretholdelse af alders­grænser fastsat i overenskomster. 

Ligebehandlingsnævnet gav ikke flyselskabet medhold heri. Først og fremmest fandt Ligebehandlingsnævnet, at piloterne havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at de var blevet udsat for for­skelsbehandling på grund af deres alder. Det var herefter op til flyselskabet at godtgøre, at der ikke havde fundet aldersdiskrimination sted ved opsigelserne, hvilket Lige­behandlingsnævnet ikke fandt, at flyselskabet havde dokumenteret under sagen.

Ligebehandlingsnævnet fandt desuden ikke, at forskels­behandlingslovens bestemmelse om opretholdelse af gældende aldersgrænser fandt anvendelse på den fore­liggende overenskomstbestemmelse om seniori­tetslister.

Ligebehandlingsnævnet tilkendte herefter en godtgø­relse på kr. 350.000 til hver af de 18 medarbejdere, der var blevet tilbudt genansættelse, og kr. 500.000 kr. til hver af de to medarbejdere, der ikke var blevet tilbudt genansættelse.

Afgørelserne viser, at det er i strid med forskelsbehand­lingsloven at diskriminere ikke bare ældre, men også yngre medarbejdere. Herudover viser afgørelserne, at det i forbindelse med fastsættelsen af godtgørelse kan være en formildende omstændighed, hvis en medarbej­der er blevet genansat, men at det ikke i sig selv fritager for betaling af en - relativ stor - godtgørelse, når først forskelsbehandling har fundet sted.