Aftalt lønnedgang

Det var ikke i strid med funktionærloven, at arbejdsgiveren og medarbejderen indgik en aftale om lønreduktion med øjeblikkelig virkning. Det fastslog Højesteret ved dom af 20. juni 2011.

Når en arbejdsgiver ændrer en medarbejders ansættel­sesvilkår, skal der foretages en vurdering af, om ændrin­gerne er væsentlige. Hvis ændringerne ikke er væsent­lige, er medarbejderen forpligtet til at acceptere dem, og de kan træde i kraft øjeblikkeligt. Hvis ændringerne derimod er væsentlige, skal de varsles med medarbejde­rens individuelle opsigelsesvarsel, hvorefter medarbejde­ren kan vælge at betragte sig som opsagt eller fortsætte på de ændrede vilkår i henhold til funktionærlovens § 2. Ifølge funktionærlovens § 21 kan lovens bestemmelser ikke fraviges til ugunst for funktionæren.

I denne sag havde et revisionsfirma og en medarbejder indgået en aftale om, at medarbejderens løn blev redu­ceret med kr. 8.000 månedligt med øjeblikkelig virkning. Lønnedgangen blev aftalt som et alternativ til en opsi­gelse, da medarbejderen ikke skulle optages som partner i firmaet alligevel. Som en del af aftalen blev medarbej­derens kundeklausul ændret til medarbejderens fordel. Medarbejderen opsagde sin stilling 3 måneder efter og gjorde i den forbindelse gældende, at lønreduktionen skulle have været varslet, og at han derfor havde krav på efterbetaling af lønreduktionen samt feriepenge heraf i en periode svarende til opsigelsesvarslet.

Byretten og Landsretten var kommet frem til hver deres resultat. Byretten fandt, at aftalen ikke var i strid med funktionærlovens § 21 og dermed gyldig, mens Landsret­ten kom frem til det modsatte resultat. Landsrettens dom er tidligere omtalt i vores nyhedsbrev fra januar 2010.

Højesterets flertal fastslog, at aftalen om reduktion af lønnen med øjeblikkelig virkning var gyldig.

Indledningsvis udtalte Højesteret, at funktionærlovens § 2 angår varslet i tilfælde, hvor en ansættelsesaftale brin­ges til ophør ved opsigelse, dvs. ved en ensidig erklæring fra arbejdsgiverens eller funktionærens side. Højesteret fastslog i forlængelse heraf, at funktionærlovens § 21 hverken er til hinder for, at parterne indgår en aftale om, at funktionæren skal fratræde straks eller med et kortere varsel end funktionærlovens eller indgår en aftale om, at en lønreduktion eller en anden væsentlig ændring af ansættelsesvilkårene skal træde i kraft straks.

Afslutningsvis tilføjede Højesteret, at en sådan aftale efter omstændighederne kunne tilsidesættes efter de aftaleretlige ugyldighedsregler, herunder aftalelovens § 36, men at der ikke var grundlag for det i den konkrete sag.

Dommen viser, at en arbejdsgiver og en medarbejder som udgangspunkt kan indgå aftaler, der enten indebæ­rer en forkortelse af funktionærlovens varsler eller gen­nemførelse af væsentlige vilkårsændringer med øjeblik­kelig virkning, men at disse efter omstændighederne kan tilsidesættes efter de aftaleretlige ugyldighedsregler.