Bortvisning grundet manglende stempling

Ved tilkendegivelse af 19. april 2011 i faglig voldgiftssag blev det fastslået, at en virksomhed havde været berettiget til at bortvise en medarbejder, der to gange i løbet af en vagt forlod arbejdspladsen uden at stemple ud.

Ved tilkendegivelse af 19. april 2011 i faglig voldgiftssag blev det fastslået, at en virksomhed havde været berettiget til at bortvise en medarbejder, der to gange i løbet af en vagt forlod arbejdspladsen uden at stemple ud.

Sagen drejede sig om en medarbejder på et mejeri, der blev bortvist efter cirka 5 måneders ansættelse. Cirka en måned forinden bortvisningen havde han modtaget en advarsel for tilsidesættelse af en procedure. Baggrunden for bortvisningen var, at medarbejderen hele to gange på én dag havde forladt arbejdspladsen uden at stemple ud.

Den første gang han forlod arbejdspladsen, havde han fået tilladelse hertil af sin chef, men han undlod at stem­ple ud, også selvom chefen havde mindet ham herom.

Senere samme dag forlod medarbejderen igen arbejds­pladsen uden at stemple ud. Medarbejderen tog i den forbindelse hjem længe før arbejdstids ophør uden at have fået tilladelse af sin chef og uden at give besked om, at han forlod arbejdspladsen. Hertil kom, at han i øvrigt ikke havde færdiggjort de opgaver, han udtrykke­ligt var blevet pålagt af sin overordnede.  

På baggrund af disse omstændigheder kom opmanden frem til, at medarbejderens gentagne misligholdelse af sine arbejdsforpligtelser havde været af en sådan alvorlig karakter, at arbejdsgiveren havde været berettiget til at bortvise ham.

Opmanden mente desuden ikke, at det gjorde nogen forskel i forhold til berettigelsen af bortvisningen, at det af en lokalaftale for mejeriet fremgik, at udeblivelser blev sanktioneret med en skriftlig advarsel og ved gentagelse med afskedigelse.

Afgørelsen viser, at tilsidesættelse af arbejdsforpligtel­sen - i særdeleshed mens der fortsat registreres timer - udgør en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforhol­det, som kan berettige en bortvisning af medarbejderen. Opmandens bemærkning vedrørende lokalaftalen hæn­ger formentlig sammen med, at medarbejderen ikke blot udeblev, men tillige registrerede de timer, som han ude­blev fra, ved ikke at stemple ud.