Medarbejder havde ikke pligt til at tilbagesælge aktier

En klausul om tilbagekøb af aktier ved en medarbejders fratrædelse i en aktiekøbsaftale, der blev indgået som led i ansættelsen, var urimelig og derfor ugyldig efter aftalelovens § 36. Det fandt Højesteret i dom af 23. juni 2011.

En ledende medarbejder, der var ansat i en international koncerns danske datterselskab, blev i 2005 tilbudt at investere i koncernens moderselskab. Tilbuddet frem­kom kort tid efter, at koncernen var blevet opkøbt af en kapitalfond, og medarbejderen blev tilbudt at erhverve et antal aktier til samme kurs, som kapitalfonden havde betalt.

I tilfælde af medarbejderens fratrædelse blev det i aftale­grundlaget fastsat, at selskabet, der havde solgt akti­erne, kunne kræve aktierne tilbagesolgt. Tilbage­salgskursen ville i denne situation være afhængig af, hvor lang tid der var forløbet fra købet af aktierne til den en­kelte medarbejders fratrædelse, og om medarbejderen blev betragtet som "good leaver" eller "bad leaver" efter programmets regler. Afhængig af omstændighederne var der ikke altid krav om tilbagesalg til markedskursen, idet der efter omstændighederne kunne være pligt til at tilbagesælge til den laveste kurs af markedskursen og købskursen.

Da medarbejderen blev opsagt i det danske selskab, afviste han imidlertid at tilbagesælge aktierne til købs­kursen til det selskab, som aktierne var erhvervet fra. Han anlagde i forlængelse heraf sag mod sin danske arbejdsgiver med påstand om, at han var berettiget til at beholde aktierne, idet tilbagesalgsklausulen efter med­arbejderens opfattelse var i strid med funktionærlovens § 17 a, aktieoptionsloven og aftalelovens § 36. Det blev af selskabet anført under sagen, at markedskursen på fra­trædelsestidspunktet fortsat var svarende til købskursen.

Landsretten gav ikke medarbejderen medhold heri i dom af 9. oktober 2009, der er omtalt i vores nyhedsbrev fra december 2009.

Højesteret var enig i Landsrettens vurdering på en række punkter…

En enig Højesteret tiltrådte først og fremmest Landsret­tens afgørelse om, at kravet kunne rettes mod arbejdsgi­veren, da muligheden for at købe aktier måtte anses for at være sket som led i ansættelsesforholdet, at sagen kunne anlægges i Danmark, at medarbejderen kunne påberåbe sig de ufravigelige regler i funktionærlovens § 17 a, aktieoptionsloven og aftalelovens § 36, men at aktieinvesteringen omvendt hverken var omfattet af funktionærlovens § 17 a eller aktieoptionsloven.

… men Højesteret var ikke enig i vurderingen efter afta­lelovens § 36

I forhold til vurderingen af, om tilbagesalgspligten var urimelig efter aftalelovens § 36, var Højesteret ikke enig, og sagen blev afgjort med dissens. Et flertal på 3 ud af 5 højesteretsdommere tog udgangspunkt i principperne og hensynene bag aktieoptionslovens § 5, hvorefter en medarbejder bevarer ret til aktieoptioner, hvis medar­bejderen opsiges af arbejdsgiveren, uden at medarbejde­ren har givet anledning hertil.

I lyset af at medarbejderen blev opsagt af selskabet og havde fået tilkendt godtgørelse for usaglig afskedigelse for Landsretten, fandt flertallet herefter, at det var uri­meligt at gøre tilbagesalgspligten gældende. Dette også selvom det måtte kunne lægges til grund, at aktiernes markedsværdi svarede til købsprisen. Aftalen om tilbage­salgspligt blev derfor tilsidesat efter aftalelovens § 36, og medarbejderen kunne derfor beholde aktierne.

Dommen fastslår i overensstemmelse med den eksiste­rende retspraksis, at aktiekøbsaftaler, hvor medarbej­dere tilbydes aktier til markedskursen, hverken er omfat­tet af funktionærlovens § 17 a eller aktieoptionsloven. Dommen fastslår endvidere, at en aftale om tilbage­salgspligt, hvor der ikke altid er krav på markedsprisen, vil være urimelig at gøre gældende, når pligten udløses i forbindelse med, at medarbejderen afskediges, uden at det skyldes misligholdelse fra medarbejderens side - dette også selvom salgsprisen efter aftalegrundlaget de facto modsvarer markedsprisen.

Højesteret lægger i dommen op til, at der skal foretages en streng vurdering af tilbagekøbsklausuler efter aftale­lovens § 36. Særligt bemærkelsesværdig er bemærknin­gen om, at det ville være urimeligt at gøre tilbage­salgspligten gældende, selvom købskursen, som salgs­prisen skulle fastsættes til i henhold til aftalegrundlaget, de facto modsvarede markedskursen. Dommen er derfor væsentlig at have for øje ved introduktion af fremtidige aktiekøbsprogrammer, hvor tilbagekøbsklausuler er ofte forekommende.