Ingen regel uden undtagelse

Opmanden fortolkede i denne tilkendegivelse af 18. maj 2011 anvendelsen af den såkaldte 25-års regel i forbindelse med en afskedigelsesrunde på en virksomhed med mange medarbejdere med høj anciennitet.

Efter 25-års reglen er overenskomstdækkede medarbej­dere på det private arbejdsmarked med mindst 25 års anciennitet særligt beskyttede ved nedskæringer, idet virksomheden skal godtgøre, at det er påkrævet at op­sige en medarbejder med så høj anciennitet. Men hvor­dan skal reglen anvendes, når en stor andel af medarbej­derne har mere end 25 års anciennitet?

En virksomhed skulle på grund af arbejdsmangel afske­dige 10 ud af 133 kartonnagemedarbejdere. Ved udvæl­gelsen af de medarbejdere, der skulle afskediges, lagde virksomheden vægt på kriterier som fleksibilitet, kompe­tencer, sociale hensyn, sygefravær og samarbejdsevner. 5 af de afskedigede medarbejdere mente imidlertid, at afskedigelsen af dem var usaglig.

4 ud af de 5 medarbejdere havde en anciennitet på mere end 25 år. Der var imidlertid generelt mange medarbej­dere med høj anciennitet i virksomheden. Såvel før som efter afskedigelsesrunden havde cirka 37 procent af kartonnagemedarbejderne en anciennitet på over 25 år.

Opmanden slog indledningsvis fast, at det i tilfælde af arbejdsmangel som udgangspunkt er op til arbejdsgive­ren at afgøre, hvem der skal afskediges, når blot det sker ud fra saglige hensyn. For så vidt angik de 4 medarbej­dere med mere end 25 års anciennitet henviste opman­den dernæst til 25-års reglen i henhold til Afskedigelses­nævnets praksis, hvorefter det påhvilede virksomheden at godtgøre, at afgørende hensyn havde gjort afskedi­gelsen af medarbejdere med mere end 25 års anciennitet nødvendig.

Da virksomheden beskæftigede et meget stort antal medarbejdere med mere end 25 års anciennitet, fandt opmanden anledning til at modificere 25-års reglen. Opmanden fandt således, at virksomheden ved udvæl­gelsen af medarbejdere til afskedigelse havde været berettiget til at tage hensyn til anciennitetsfordelingen blandt medarbejderne før og efter afskedigelserne.

På baggrund af bevisførelsen fandt opmanden, at opsi­gelserne af 3 af medarbejderne med mere end 25 års anciennitet samt opsigelsen af medarbejderen med mindre end 25 års anciennitet alle havde været saglige. For så vidt angik den femte medarbejder, der af fællestil­lidsmanden blev beskrevet som en dygtig medarbejder, fandt opmanden ikke, at virksomheden havde ført til­strækkeligt bevis for, at medarbejderen var ude af stand til at udføre sine arbejdsfunktioner på kvalificeret vis. Da afskedigelsen af denne medarbejder ikke havde været saglig, underkendte opmanden afskedigelsen, idet der ikke forelå omstændigheder til hinder for genansættelse.

Tilkendegivelsen viser, at beskyttelsen efter 25-års reg­len modificeres, hvis en stor andel af medarbejderne har mere end 25 års anciennitet. Præmisserne i tilkendegi­velsen lægger dog op til, at der vil blive foretaget en grundig efterprøvelse af grundlaget for beslutningen i en sådan situation.

Endvidere er sagen et sjældent set eksempel på, at mu­ligheden for genansættelse af en opsagt medarbejder benyttes som sanktion i stedet for tilkendelse af godtgø­relse for usaglig afskedigelse.