Syg, men ikke handicappet

Ikke blot handicappede selv, men også forældre til handi­cappede børn er omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse, hvis de yder den primære pleje til barnet. Lige­behandlingsnævnet fandt ved afgørelse af 24. juni 2011 imidlertid, at en medarbejders søn, der var født med et hul i hjertet, ikke var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der i forlængelse af sin barselsorlov var på plejeorlov for at passe sin søn, der var født med et hul i hjertet. Medarbejderen modtog ikke løn under orloven, men fik økonomisk kompensa­tion fra kommunen efter servicelovens regler.

Under plejeorloven blev medarbejderen afskediget, da hendes stilling blev nedlagt. Afskedigelsen havde virk­ning fra det tidspunkt, hvor plejeorloven udløb.

Medarbejderen var ikke tilfreds med arbejdsgiverens begrundelse om, at nedlæggelsen af hendes stilling skyldtes den aktuelle markedssituation. Hun indbragte derfor sagen for Ligebehandlingsnævnet med påstand om, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn og sønnens handicap. Under sagens behandling fremlagde arbejdsgiveren dokumentation for, at indtje­ningen i virksomheden var faldet.

I relation til påstanden om forskelsbehandling på grund af køn henviste medarbejderen til oplysninger fra blandt andet Danmarks Statistik om, at langt flere kvinder end mænd holder orlov efter servicelovens regler. På denne baggrund fandt Ligebehandlingsnævnet, at medarbejde­ren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav an­ledning til at formode, at hun var blevet afskediget i strid med ligebehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet fandt imidlertid, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyr­den for, at princippet om ligebehandling ikke var blevet tilsidesat i forbindelse med afskedigelsen af medarbejde­ren.

For så vidt angik påstanden om, at sønnens sygdom udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens for­stand, henviste medarbejderen til en overlæges udta­lelse. Overlægen havde vurderet, at sønnen med stor sandsynligvis ville have en forsnævring af lungepulsåren, hvilket kunne medføre begrænsninger i hans hverdag i form af nedsat udholdenhed, og at han ville blive hurti­gere forpustet end sine jævnaldrende. Ligebehandlings­nævnet fandt imidlertid ikke, at sønnens sygdom ud­gjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand og lagde ved sin vurdering vægt på, at den eventuelle funktionsnedsættelse på lang sigt ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne anses for et handicap i lovens forstand.

Afgørelsen viser, at sygdom ikke kan sidestilles med handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet et handicap i lovens forstand forudsætter en varig funk­tionsnedsættelse. Dette gælder både, når loven påberå­bes i forhold til en medarbejders egen funktionsnedsæt­telse og i forhold til en medarbejders barn.

Herudover er afgørelsen interessant i forhold til bevis­byrden efter ligebehandlingsloven, idet Ligebehand­lingsnævnet på baggrund af generelle tal fra Danmarks Statistik og bemærkningerne til et lovforslag om æn­dring af serviceloven, hvoraf det fremgår, at flere kvinder end mænd afholder orlov efter serviceloven, tilsynela­dende fandt, at klageren havde påvist faktiske omstæn­digheder, der gav anledning til at formode, at klageren var blevet forskelsbehandlet. Dette er ganske vidtgående og efterlader et indtryk af, at enhver kvindelig medarbej­der, der afskediges, mens hun afholder orlov efter ser­viceloven, per definition vil kunne påvise faktiske om­stændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling. Vi følger selvfølgelig udviklingen af retspraksis på dette punkt.