Afvist af Højesteret

Højesteret fastslog i dom af 23. august 2011, at et krav, som en ansat havde rejst over for sin tidligere arbejdsgiver, kun kunne behandles ved faglig voldgift og ikke ved de almindelige domstole.

Den konkrete sag drejede sig om en medarbejder, der blev afskediget efter et længerevarende sygdomsforløb. Der opstod i den forbindelse tvist om, hvilken løn medarbejde­ren var berettiget til under sit sygdomsforløb i henhold til den gældende overenskomst, og retssag blev anlagt.

Selskabet, der oprindeligt nedlagde påstand om frifindelse, ændrede under sagen sin påstand til afvisning under hen­visning til, at sagen ikke henhørte under de almindelige domstole, da tvisten angik fortolkning af overenskomst. Selskabet mente derfor, at sagen skulle indbringes for en faglig voldgiftsret.

Medarbejderen mente, at påstanden om afvisning burde have været fremsat tidligere, og at muligheden herfor derfor var frafaldet. Subsidiært gjorde medarbejderen gældende, at fortolkningen af overenskomsten henhørte under domstolenes kompetence, idet hans fagforening ikke havde indbragt sagen for en faglig voldgiftsret.

Sø- og Handelsretten fandt ikke, at de var afskåret fra at behandle sagen, idet medarbejderen havde fremlagt en erklæring fra sit fagforbund, hvoraf det fremgik, at de ikke agtede at iværksætte fagretlig behandling. Imidlertid be­talte fagforeningen samtidig for førelsen af sagen for dom­stolene.

Sagen blev herefter indbragt for Højesteret. Højesteret fastslog indledningsvis, at sager, der vedrører fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster efter arbejds­retsloven, skal indbringes for en faglig voldgift og derfor ikke henhører under de almindelige domstole, medmindre det kan godtgøres, at vedkommendes faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.

Højesteret anførte herefter, at det ikke har været tilsigtet at give frit valg mellem det fagretlige system og domsto­lene i tilfælde, hvor den fagretlige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav. Medarbejderen kunne som medlem af organisationen derfor kun anlægge sag vedrø­rende betalingskravet ved de almindelige domstole, så­fremt han godtgjorde, at forbundet ikke ville forfølge kra­vet. Højesteret fandt i denne forbindelse kun, at forbun­dets erklæring om ikke at ville iværksætte fagretlig be­handling af medarbejderens krav var afgivet for at undgå, at Sø- og Handelsretten afviste sagen. Herudover lagde Højesteret vægt på, at forbundet betalte for medarbejde­rens sagsanlæg ved domstolene. Højesteret fandt på den baggrund ikke, at medarbejderen havde godtgjort, at forbundet ikke ville forfølge kravet og afviste sagen.

Supplerende bemærkede Højesteret, at domstolene selv skulle påse, om de havde saglig kompetence til at be­handle en sag, hvorfor det var uden betydning, at arbejds­giveren først sent har fremsat indsigelse vedrørende den saglige kompetence.

Dommen viser, at de almindelige domstole skal afvise sager, der vedrører fortolkningen af overenskomster, hvis medarbejderen ikke kan godtgøre, at dennes fagretlige organisation ikke vil forfølge kravet, og at dette - ikke over­raskende - ikke kan anses for opfyldt, hvis den fagretlige organisation afholder omkostningerne forbundet med sagen for domstolene. Højesteret statuerer herved klart, at der ikke er frit valg mellem faglig voldgift og de alminde­lige domstole.