Hvem bærer risikoen?
Arbejdsgiveren var nærmest til at bære risikoen for, at en uddannelsesaftale ikke kunne opfyldes. Det fastslog Højesteret ved dom af 12. oktober 2011.
Arbejdsgiveren var nærmest til at bære risikoen for, at en uddannelsesaftale ikke kunne opfyldes. Det fastslog Højesteret ved dom af 12. oktober 2011.
En uddannelsesaftale kan alene hæves ved væsentlig misligholdelse, eller hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen brister.
I denne sag var en elev blevet ansat i en frisørsalon. Ejeren af frisørsalonen var ikke frisøruddannet, og uddannelsesaftalen var derfor indgået under forudsætning af, at ejeren havde en frisør ansat på fuld tid, der kunne varetage uddannelsesopgaven.
Frisørsalonen havde en fuldtidsansat frisør og en frisør ansat på deltid. Da den fuldtidsansatte opsagde sit job, forsøgte ejeren af frisørsalonen forgæves dels at ansætte en ny frisør på fuld tid, dels at få andre frisører i lokalområdet til at overtage uddannelsesaftalen. Arbejdsgiveren forsøgte desuden at sælge salonen, hvilket imidlertid heller ikke lykkedes. Arbejdsgiveren valgte til sidst at ophæve uddannelsesaftalen og lukke salonen.
Spørgsmålet var herefter om det forhold, at salonens fuldtidsansatte frisør opsagde sin stilling, og at det ikke lykkedes at ansætte en afløser, var en bristet forudsætning, der efter lov om erhvervsuddannelser § 61, stk. 2, gav arbejdsgiveren ret til at ophæve uddannelsesaftalen.
Højesteret fastslog, at det var en væsentlig og kendelig forudsætning for både eleven og ejeren, at der var ansat en faglært frisør i arbejdsgiverens frisørsalon.
Højesteret anførte herefter, at ejeren som arbejdsgiver var ansvarlig for, at der, som fastsat i dispensationen, var ansat en frisør med frisøruddannelse på fuld tid i salonen. Eleven var derimod uden indflydelse på, om dette vilkår kunne efterleves.
På den baggrund fandt Højesteret, at arbejdsgiveren var nærmest til at bære risikoen for, at uddannelsesaftalen ikke kunne opfyldes. Højesteret fandt derfor ikke, at der forelå en bristet forudsætning, der efter erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, gav arbejdsgiveren ret til at ophæve uddannelsesaftalen.
Højesteret tilkendte eleven en erstatning på kr. 30.000.
Dommen viser, at det i tilfælde af ophævelse af en uddannelsesaftale på grund af bristede forudsætninger i overensstemmelse med de almindelige aftaleretlige regler skal inddrages, hvilken part der er nærmest til at bære risikoen for de bristede forudsætninger.
| Ophævelse af ligningslovens §§ 7A og 7H
Der findes i dag 2 typer af skattebegunstigede medarbejderaktieordninger i henholdsvis ligningslovens § 7 A og § 7 H. Skattebegunstigelserne for medarbejderne består nærmere i, at beskatningen først sker på det tidspunkt, hvor medarbejderen sælger sine aktier, således at værdien af medarbejderaktierne (eller af optioner/warrants) ikke medregnes til den skattepligtige indkomst ved tildelingen af aktierne eller udnyttelsen af optioner/warrants, men at medarbejderne først ved et senere salg af aktierne beskattes efter de mere lempelige regler for beskatning af aktieavancer (op til 42%) frem for en beskatning som lønindkomst (op til 56%).
Som led i finanslovsforslaget blev der den 3. november 2011 fremlagt et oplæg til en række forslag til ændringer på skatteområdet, herunder et forslag om at ophæve skattebegunstigelserne for medarbejderaktier. Gennemføres forslaget - hvilket forventes - vil alle medarbejderaktieordninger fremover blive beskattet som lønindkomst, og beskatningen vil som udgangspunkt ske på tildelingstidspunktet. De særlige regler for købe- og tegningsretter efter ligningslovens § 28, hvorefter der først sker beskatning på det tidspunkt, hvor medarbejderen udnytter rettigheden, vil dog fortsat være gældende.
Der er endnu ikke fremsat lovforslag om ændring af bestemmelserne i ligningsloven, hvorfor den præcise udmøntning af oplægget, herunder eventuelle overgangsregler, endnu er uafklaret. |