Afslag på ansættelse

Højesteret fastslog ved en dom af 11. november 2011, at afslag på fortsat ansættelse af en gravid medarbejder ansat i en tids­begrænset stilling ikke skulle behandles efter ligebe­handlings­lovens regler om afskedigelse.

Sagen drejede sig om en vikar, der i forbindelse med udlø­bet af sit vikariat ikke blev ansat i en ledig stilling. Højeste­ret fandt det godtgjort, at vikaren var blevet fravalgt, fordi hun var gravid på tidspunktet for vikariatets udløb.

Barselsvikaren anførte under sagen, at forholdet skulle be­dømmes efter ligebehandlingslovens §§ 9 og 16, stk. 4, vedrø­rende afskedigelse på grund af graviditet. Hun mente, at hun ikke blev tilbudt fastansættelse på grund af sin graviditet og ikke af personlige eller faglige årsager.

Arbejdsgiveren havde omvendt anført, at afvisningen af at ansætte hende i den ledige stilling ikke var begrundet i vika­rens graviditet, men i en række private problemer.

Højesteret fandt, ligesom Østre Landsret, at man ikke kan sidestille nægtelse af tilbud om fortsat ansættelse i en tids­begrænset vikarstilling med en afskedigelse. Forholdet skulle derfor bedømmes efter ligebehandlingslovens §§ 2 og 16 a og ikke §§ 9 og 16, stk. 4.

Videre fandt Højesteret, at der var en formodning for, at arbejdsgiveren havde givet udtryk for ikke at ville tilbyde fastansættelse på grund af graviditeten, og at arbejdsgive­ren ikke havde løftet bevisbyrden. Højesteret lagde i denne for­bindelse vægt på, at hendes arbejde var udført uden proble­mer, og at arbejdsopgaverne, som den nye ansatte skulle varetage, var væsentlig de samme som vikarens.

Forskellen mellem afslag på ansættelse og afskedigelse grundet graviditet havde særligt betydning for godtgørel­sesniveauet. Østre Landsret havde tilkendt medarbejderen en godtgørelse svarende til 6 måneders løn - og således på samme niveau som godtgørelsen efter ligebehandlingslo­ven ved afskedigelse af medarbejdere med kort ancienni­tet. Højesteret var ikke enig heri og fastslog derimod, at der alene skulle fastsættes en godtgørelse på kr. 25.000 i overens­stemmelse med den eksisterende højesteretsprak­sis vedrø­rende overtrædelse af ligebehandlingsloven ved afslag på ansættelse.

Dommen viser, at afslag på videre ansættelse, der medde­les en tidsbegrænset ansat, ikke kan sidestilles med en afskedi­gelse, men i stedet skal behandles som afslag på en ny stil­ling. Dette har en særlig betydning for størrelsen på godtgø­relsen, som i overensstemmelse med eksisterende højeste­retspraksis fastsættes til kr. 25.000 i denne situa­tion.

Selvom der alene blev tilkendt en mindre godtgørelse, viser dommen dog samtidig, at man som arbejdsgiver skal være varsom i en situation, hvor en gravid vikar ved vikariatets udløb søger en ledig stilling i virksomheden.