Tillæg eller ny ansættelseskontrakt?

Ansættelsesbreve, der var udsendt efter en kommunesam­menlægning, måtte anses som meddelelser om ændringer i ansættelsesforholdet og ikke som en ny ansættelseskontrakt. Det blev fastslået i en Faglig Voldgifts tilkendegivelse af 27. september 2011.

Ansættelsesbreve, der var udsendt efter en kommunesam­menlægning, måtte anses som meddelelser om ændringer i ansættelsesforholdet og ikke som en ny ansættelseskontrakt. Det blev fastslået i en Faglig Voldgifts tilkendegivelse af 27. september 2011.

I forbindelse med en kommunesammenlægning blev der sendt et "ansættelsesbrev" ud til de sammenlagte kommu­ners medarbejdere. Brevet indeholdt foruden angivelsen af en række ændringer i ansættelsesforholdet også andre op­lysninger om ansættelsesforholdet, hvori der ikke var sket nogen ændring. Brevet indeholdt dog ingen oplysnin­ger om ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt, men blot en henvisning til, at løn- og arbejdsforhold, f.eks. anci­ennitet og afskedigelsesvilkår, var uændrede.

Parterne var under sagen enige om, at kommunen i hen­hold til KTO-aftalen - der implementerer reglerne for an­sættel­sesbeviser på det kommunale område - alene var forpligtet til at oplyse medarbejderen om ændringer i an­sættelsesforhol­det og ikke om uforandrede og allerede oplyste vilkår. KTO mente dog, at brevet måtte betragtes som et nyt ansættel­sesbrev, hvorfor det skulle opfylde de krav, som stilles i hen­hold til KTO-aftalen. Kommunen anførte omvendt, at der alene var tale om meddelelse om ændringer i ansættelses­forholdet.

Opmanden fandt, at ansættelsesbrevet alene måtte anses som en meddelelse om ændringer i ansættelsesforholdet. Opmanden lagde i denne forbindelse vægt på, at kommu­nen bekræftede datoen for ansættelsen i kommunen i forbindelse med sammenlægningen, og at det fremgik under et særligt afsnit, at meddelelsen var sendt på bag­grund af kommune­sammenlægningen. Videre lagde op­manden vægt på, at det fremgik af brevet, at retstillingen i forhold til løn- og ar­bejdsforhold var uændret. Da der såle­des alene var tale om meddelelse af ændringer, og det i øvrigt var ubestridt, at ansættelsesbrevene levede op til KTO-aftalens krav, blev kommunen frifundet.

Tilkendegivelsen viser, at meddelelser om ændringer i an­sættelsesforholdet ikke skal sidestilles med et nyt an­sættel­sesbevis, også selvom meddelelsen er angivet som et ansæt­telsesbrev og tillige indeholder oplysninger om vilkår, som er uændrede. Det afgørende er således ikke meddelelsens over­skrift, men meddelelsens nærmere indhold.