Postliste indeholdt cpr-nummer

Offentliggørelse af et barns cpr-nummer i en postliste på in­ternettet var i strid med persondataloven og meget beklagelig. Det kom Datatilsynet frem til i udtalelse af 22. november 2011.

Offentliggørelse af et barns cpr-nummer i en postliste på in­ternettet var i strid med persondataloven og meget beklagelig. Det kom Datatilsynet frem til i udtalelse af 22. november 2011.

En kommune havde som praksis at offentliggøre post mod­taget af kommunen via åbne postlister på dens hjemme­side. Ved en fejl havde kommunen i en postliste vedrø­rende pladsanvisning offentliggjort oplysninger om en drengs navn og personnummer. En journalist henvendte sig til Datatilsynet og gjorde opmærksom på offentliggø­relsen.

Datatilsynet kontaktede kommunen for at få fjernet oplys­ningerne, og kommunen oplyste, at dette straks ville blive gjort.

Efter persondataloven skal den dataansvarlige – og dermed også en kommune – træffe sådanne foranstaltninger, at personoplysninger ikke uberettiget offentliggøres. Efter Datatilsynets opfattelse skulle der udvises ekstra påpasse­lighed i situationer, hvor der var risiko for offentliggørelse af fortrolige eller følsomme oplysninger.

Datatilsynet havde noteret sig, at oplysningerne blev fjer­net umiddelbart efter deres telefoniske henvendelse til kommunen. Herudover var oplysningerne ikke tilgænge­lige på anden måde via søgemaskiner, og kommunen havde efter at være blevet gjort opmærksom på fejlen underrettet barnets mor. Kommunen havde endelig oplyst til Datatilsynet, at den ville følge op på sikkerhedsprocedu­ren ved offentliggørelse af postlister og øge fokus på, at følsomme personoplysninger ikke blev offentliggjort på internettet.

Til trods herfor fandt Datatilsynet ikke, at kommunen havde udvist den fornødne omhu, og kommunen havde derfor ikke overholdt kravene i persondataloven. Datatilsy­net fandt på denne baggrund offentliggørelsen meget beklagelig.

Udtalelsen viser, at Datatilsynet følger op ved uberettiget offentliggørelse af personoplysninger og udtaler kritik heraf – også selvom den dataansvarlige har forsøgt at rette op på fejlen, og uagtet at der kun er tale om et enkeltstå­ende tilfælde.

Multimedieskatten er nu afskaffet

 

I vores nyhedsbrev fra december 2011 omtalte vi det fremsatte lovforslag om afskaffelse af multi­medieskatten. Ved vedtagelsen af dette lovforslag den 21. december 2011 er reglerne om multime­dieskatten nu afskaffet.

 

I forhold til det oprindelige lovforslag omtalt i vores nyhedsbrev fra december 2011 er der foretaget enkelte ændringer i overgangsreglen.

 

Medarbejdere, der senest den 29. februar 2012 har fået en computer med tilbehør – eller andet gode omfattet af de gamle regler – stillet til rådighed under eksisterende bruttolønsordninger, vil alene blive beskattet, som om der var stillet en fri telefon til rådighed efter de nye regler - det vil sige af kr. 2.500 per år. Denne aftale skal være indgået senest den 31. december 2011.

 

Overgangsreglerne gælder til og med indkomst­året 2014.

 

Vi henviser herudover til vores omtale af lov­for­slaget i nyhedsbrevet fra december 2011.