Direktør eller funktionær?

I den ene sag var en person blevet ansat i en virksomhed med henblik på senere at blive ansat i og medejer af en anden virksomhed, der endnu ikke var stiftet. Der blev indgået en direktørkontrakt for ansættelsen i den endnu ikke stiftede virksomhed med et tillæg, der angik ansættel­sen i den første virksomhed. Af tillægget fremgik det, at han var ansat som agent direktør uden tegningsret, men at direktørkontrakten i øvrigt gjaldt for ansættelsen i den første virksomhed. Den anden virksomhed blev aldrig stif­tet, og den første virksomhed gik konkurs.

Ved sin vurdering af, om personen var "rigtig" direktør eller omfattet af funktionærloven, lagde Østre Landsret vægt på, om han havde en selvstændig stilling med en sådan grad af ansvar og råderum, at han ikke var ansat i en tjene­stestilling, eller om han indtog en tjenestestilling, hvor han var underlagt instruktionsbeføjelser fra en overordnet og skulle præstere en tjenesteydelse.

Østre Landsret kom på baggrund af parternes forklaringer frem til, at selskabets administrerende direktør havde stået for den daglige ledelse og skulle godkende beslutninger, der ikke var ubetydelige. Agent direktøren havde kun et begrænset selvstændigt økonomisk ansvar og råderum og kunne hverken ansætte eller afskedige medarbejdere, ligesom han ikke kunne indgå kontrakter inden for sit om­råde. På den baggrund kom Østre Landsret frem til, at agent direktøren - uanset sin titel og lønnens størrelse - var lønmodtager og dermed omfattet af funktionærloven.

Den anden sag drejede sig om gyldigheden af en voldgifts­aftale. Den pågældende var blevet ansat som Country Manager i en bank og havde fået ansvaret for den daglige ledelse af den danske filial, herunder beføjelserne til at ansætte og afskedige medarbejdere. Den pågældende fremførte, at han ikke indgik i bestyrelsen, at al koordine­ring skulle ske under kontrol, samt at alt indkøb skulle godkendes. Herudover havde han ikke beføjelse til at god­kende løn og lønstigninger samt træffe beslutning om forfremmelse af medarbejdere. Endelig havde han ikke beføjelse til at meddele advarsler af en vis alvor. I den for­bindelse havde den administrerende direktør for filialens hovedselskab forklaret, at der aldrig havde været tvivl om, at den pågældende havde været chef for filialen.

På baggrund af vidneforklaringer kom Landsretten frem til, at den pågældende havde indtaget en sådan selvstændig stilling - herunder henset til virksomhedens karakter af en bank - at han ikke var omfattet af funktionærbegrebet. Parterne kunne således godt aftale, at funktionærlovens bestemmelser ikke fandt anvendelse, og at tvister skulle afgøres ved voldgift. Landsretten kom i forlængelse heraf frem til, at sagen skulle prøves ved voldgift, i hvilken for­bindelse retten lagde vægt på, at ansættelsesaftalen var indgået ved forhandlinger mellem parterne, og der ikke var grundlag for at antage, at den pågældende ikke havde forstået indholdet eller rækkevidden af voldgiftsklausulen.

Dommene viser, at der uanset en persons titel og indhol­det af kontrakten altid vil skulle foretages en konkret vur­dering af, om vedkommende er lønmodtager og omfattet af funktionærloven, eller om vedkommende er egentlig direktør.