Ingen bonus

En medarbejder blev tilbudt en fastholdelsesbonus sva­rende til 12 måneders løn, da arbejdsgiveren - en elfor­syningsvirksomhed - skulle flytte fra Sjælland til Jylland som følge af en fusion. Formålet med aftalen var at sikre, at arbejdsgiveren kunne opretholde bemandingen i virksom­heden på Sjælland i en treårig periode indtil 30. juni 2008, hvor flytningen var gennemført.

Aftalen om fastholdelsesbonus blev forhandlet mellem virksomheden og medarbejderne, der var bistået af deres fagforbund. Medarbejderne havde under forhandlingerne bl.a. anmodet om, at der blev udbetalt forholdsmæssig bonus til medarbejdere, der fratrådte i løbet af aftalepe­rioden.

I den endelige aftale blev bonusudbetalingerne fordelt progressivt, således at der skulle udbetales 2 måneders løn i 2006, 4 måneders løn i 2007 og 6 måneders løn i 2008. Det blev samtidig udtrykkeligt anført, at udbetaling af fastholdelsesbonus til en medarbejder forudsatte, at denne var ansat på fuld tid henholdsvis den 30. juni 2006, 30. juni 2007 og 30. juni 2008.

I november 2007 opsagde medarbejderen sin stilling til fratræden i januar 2008. Da virksomheden afviste at udbe­tale medarbejderen en forholdsmæssig andel af fastholdel­sesbonussen, indbragte medarbejderen sagen for Sø- og Handelsretten.

Sø- og Handelsretten fastslog, at funktionærlovens § 17a også omfatter vederlæggelse, som har til formål at fast­holde medarbejdere, og at bestemmelsen ikke kan fraviges til skade for funktionæren. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at medarbejderen havde ret til en forholdsmæssig andel af den samlede bonus.

Højesterets flertal var ikke enig heri, men fandt derimod, at medarbejderen ikke kunne have haft en forventning om, at han ved egen opsigelse forud for de i aftalen anførte tids­punkter havde krav på at få en forholdsmæssig andel af det bonusbeløb, som ellers ville være kommet til udbetaling.

Højesteret fandt heller ikke, at medarbejderen kunne gøre krav på yderligere fastholdelsesbonus i henhold til funk­tionærlovens § 17a. Højesterets flertal lagde i den forbin­delse vægt på, at det på baggrund af sagens helt specielle omstændigheder måtte lægges til grund, at fastholdelses­bonussen alene var en præmiering af medarbejderen for at forblive i stillingen indtil udgangen af juni 2008 og ikke var en vederlæggelse for arbejde på samme måde som løn. Da en sådan ydelse ikke kunne anses for et vederlag omfattet af funktionærlovens § 17a, stk. 1, blev virksomheden fri­fundet.

Højesteret afsagde dom under dissens, idet én ud af fem højesteretsdommere stemte for at stadfæste Sø- og Handelsrettens dom.

Dommen viser, at det er muligt at indgå aftaler om fast­holdelsesbonus, uden at disse omfattes af funktionær­lovens § 17a, såfremt der er et udtrykkeligt og reelt fast­holdelsesbehov, idet Højesteret har åbnet op for, at fast­holdelsesbonus i givet fald ikke skal betragtes som løn. Anvendelsesområdet for dommen må i lyset af den øvrige praksis vedrørende funktionærlovens § 17a dog formodes at være snævert og hovedsageligt relateret til nedlukning eller sammenlægning af virksomheder.