Ingen tid at hvile sig

Tjenestemandsretten frifandt Rigspolitiet ved dom af 25. ja­nuar 2012 om politifolks hviletid i forbindelse med COP 15.

Tjenestemandsretten frifandt Rigspolitiet ved dom af 25. ja­nuar 2012 om politifolks hviletid i forbindelse med COP 15.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Rigspolitiet havde over­trådt en aftale indgået mellem Rigspolitiet og Politiforbun­det om arbejdstidsregler for polititjenestemænd under klimakonferencen (COP 15) i København i december 2009. Tjenestemandsretten lagde til grund, at indholdet af par­ternes aftale var, at der altid skulle planlægges med mindst 8 timers hviletid pr. døgn, men at det samtidig var forud­sat, at det, på trods af at hviletiden var planlagt, undtagel­sesvis ville kunne forekomme, at der de facto ikke blev ydet - og ikke kunne ydes - 8 timers hviletid. Hvis det var tilfæl­det, havde ledelsen af den pågældende politiaktion pligt til løbende at indberette hvert enkelt tilfælde til Den Admini­strative Stab, som havde pligt til snarest at tage hånd om situationen i det omfang, den havde mulighed herfor.

Tjenestemandsretten fandt, at de påviste tilfælde, hvor der ikke var blevet ydet 8 timers hviletid, var indtruffet på trods af en i øvrigt forsvarlig planlægning, idet der indtrådte et forløb, som ikke havde været påregneligt. Det blev herefter akut nødvendigt at inddrage en del af hviletiden for en gruppe polititjenestemænd, som ikke kunne erstattes af andre. Det medførte, at de pågældende ikke fik en samlet hvileperiode på mindst 8 timer i fra 1 til lidt over 2 døgn. Da det i aftalen var forudsat, at noget sådant undtagelses­vist kunne ske, og da en hurtigere indberetning til Den Administrative Stab ikke ville have ført til et ændret forløb, ligesom der blev ydet de berørte polititjenestemænd en samlet længere hvileperiode på mindst 35 timer, så snart deres tjeneste var afsluttet, fandt Tjenestemandsretten det ikke godtgjort, at Rigspolitiet havde begået brud på den indgåede aftale.

Dommen viser, at bestemmelser i hviletidsaftaler om, at der undtagelsesvis kan ske fravigelse af hviletidsbestem­melserne, anerkendes, når der trods forsvarlig planlægning opstår forløb, der ikke var påregnelige.

 

Forslag til ændring af lov om sygedag­penge og barselloven

 

Beskæftigelsesministeren har den 18. januar 2012 i Folketinget fremsat forslag til lov om ændring af lov om sygedag­penge og barselloven.

 

Forslaget er udarbejdet på baggrund af et bredt forlig fra maj 2011 om afbureaukratisering. Af særlig interesse for ar­bejdsgivere indebærer lov­forslaget, at arbejdsgiveres pligt til at sende oplys­ninger til kommunen om sygefraværssam­taler afskaffes. Pligten til at gennemføre sygefraværs­samtaler er dog uændret.

 

Herudover afskaffes blandt andet arbejdsløsheds­kassers pligt til at holde sygesamtaler, og kommu­nerne fritages for opfølgning i forbindelse med graviditetsbetinget sygdom.

 

Endelig indeholder forslaget nogle nye regler af betydning for selvstændige erhvervsdrivende, der efter forslaget ek­sempelvis vil få mulighed for at indgå aftale med kommunen om at modtage syge­dagpenge fra første fraværsdag i forbindelse med langvarige eller kroniske lidelser. 

 

Lovændringen forventes at træde i kraft i begyn­delsen af marts 2012.