Intet valg
Højesteret fastslog ved dom af 11. januar 2012, at en faglig organisation ikke havde frit valg mellem faglig voldgift/Afskedigelsesnævnet og de almindelige domstole.
En redder var i 2005 blevet opsagt fra sin stilling i Falcks redningskorps. Opsigelsen var begrundet i, at arbejdsgiveren tidligere havde meddelt en skriftlig advarsel for utilfredsstillende fremmøde, og at redderen efterfølgende var udeblevet. Opsigelsens berettigelse skulle efter det gældende overenskomstgrundlag indbringes for Afskedigelsesnævnet, såfremt redderen og dennes forbund ikke kunne tiltræde baggrunden for opsigelsen.
Redderens fagforbund meddelte efter en lokal forhandling mellem parterne, at de opgav at føre sagen ved fagretlig behandling. På baggrund af en klage fra redderen over fagforbundet udtalte en mæglingsmand, at sagen burde have været videreført, og forbundet besluttede derfor alligevel at støtte redderens krav. På dette tidspunkt kunne fagforbundet imidlertid ikke forfølge kravet ved Afskedigelsesnævnet inden for de tidsfrister, overenskomstgrundlaget fastsatte herfor, hvorfor fagforbundet som mandatar for redderen i stedet anlagde sag ved de almindelige domstole med påstand om godtgørelse for usaglig afskedigelse.
Arbejdsgiveren bestred, at sagen kunne indbringes for de almindelige domstole, men både byretten og Østre Landsret gav redderen og fagforbundet medhold i, at sagen kunne føres for de almindelige domstole.
Højesteret var ikke enig heri og afviste, at sagen kunne føres ved de almindelige domstole. Højesteret henviste til arbejdsretslovens § 11, stk. 2, og tidligere højesteretspraksis og fastslog på baggrund heraf, at redderen som medlem af fagforbundet kun kunne anlægge sag ved de almindelige domstole vedrørende et overenskomstbaseret krav, såfremt han kunne godtgøre, at fagforbundet havde valgt ikke at forfølge kravet. Dette fandt Højesteret ikke godtgjort, bl.a. under henvisning til at fagforbundet - efter mæglingsmandens udtalelse - ændrede beslutning til alligevel at støtte redderens krav.
Dommen viser, at en faglig organisation ikke blot kan vælge at indbringe og videreføre en sag for de almindelige domstole, efter at den faglige organisation har overskredet overenskomstgrundlagets frister for fagretlig behandling.
| Forkortet opsigelsesvarsel for tillids- og sikkerhedsrepræsentanter i et konkursbo
Vidste du, at et konkursbo kan konkursregulere tillids- og sikkerhedsrepræsentanters særligt lange opsigelsesvarsler? Det har Østre Landsret fastslået ved dom af 5. december 2011.
Et konkursbo kan efter konkurslovens § 61 opsige vedvarende aftaler med sædvanligt og rimeligt varsel, og denne ret afskæres ikke af aftaler i kollektive overenskomster. De særligt lange opsigelsesvarsler for tillids- og sikkerhedsrepræsentanter er fastsat af hensyn til repræsentanternes særligt udsatte position over for arbejdsgiveren.
Landsretten lagde vægt på, at virksomhedens drift ophørte som følge af en konkurs, hvorfor tillids- og sikkerhedsrepræsentanternes funktioner ophørte samtidig, og der var derfor ikke efterfølgende nogen begrundelse for at tage særligt hensyn til disse. Da der således ikke længere var nogen begrundelse for de lange opsigelsesvarsler, fandt Landsretten, at der ved opsigelsen skulle ses bort fra medarbejdernes position som tillids- og sikkerhedsrepræsentant, og at Lønmodtagernes Garantifond derfor var berettiget til at nedsætte disses varsler til de almindelige overenskomstmæssige varsler. |