Nødvendig omplacering

Det var urimeligt at afskedige en 56-årig medarbejder med 27 års anciennitet, da virksomheden ikke kunne godtgøre at have taget de nødvendige, særlige hensyn til medarbejderens an­ciennitet. Det blev fastslået i faglig voldgifts kendelse af 30. januar 2012.

Det var urimeligt at afskedige en 56-årig medarbejder med 27 års anciennitet, da virksomheden ikke kunne godtgøre at have taget de nødvendige, særlige hensyn til medarbejderens an­ciennitet. Det blev fastslået i faglig voldgifts kendelse af 30. januar 2012.

En 56-årig medarbejder blev efter 27 års ansættelse afske­diget ved en større afskedigelsesrunde. Medarbejderen gjorde gældende, at afskedigelsen under hensyn til medar­bejderens høje anciennitet og alder var urimelig, og det gav opmanden medarbejderen medhold i.

Opmanden lagde til grund for afgørelsen, at virksomheden befandt sig i en arbejdsmangelsituation. Selvom det som udgangspunkt derfor tilkom arbejdsgiveren at afgøre, hvilke medarbejdere der skulle afskediges, påhvilede det i forhold til medarbejderen, der havde mere end 25 års an­ciennitet, virksomheden at godtgøre, at afgørende hensyn havde gjort afskedigelsen påkrævet. Virksomheden havde derfor inden afskedigelsen pligt til at undersøge, om det var muligt at omplacere medarbejderen.

Opmanden fandt det godtgjort, at omplaceringsmulighe­derne var blevet undersøgt tilstrækkeligt på kraftværket, hvor medarbejderen var ansat. Virksomheden ejede imid­lertid også en række andre kraftværker inden for kort af­stand. Medarbejderen havde tidligere bistået ved arbejds­opgaver på de omkringliggende værker, og virksomheden havde både tidligere og i forbindelse med den pågældende afskedigelsesrunde forsøgt at omplacere andre medarbej­dere hertil. Da det ikke var godtgjort, at det ikke havde været muligt at beskæftige medarbejderen på en anden af virksomhedens enheder - eventuelt efter kortere oplæring - fandt opmanden, at virksomheden ved afskedigelsen ikke havde taget de nødvendige, særlige hensyn til medarbej­derens anciennitet. Opsigelsen var derfor urimelig, og medarbejderen blev tilkendt en godtgørelse på kr. 150.000.

Kendelsen illustrerer anvendelsen af den såkaldte 25-års regel, hvorefter en overenskomstdækket virksomhed ved afskedigelsen af en medarbejder med mere end 25 års anciennitet skal kunne godtgøre, at afgørende hensyn har nødvendiggjort afskedigelsen. Herunder er der pligt til at undersøge, om medarbejderen kan omplaceres til andre afdelinger inden for samme virksomhed - også selvom det vil kræve en kortere oplæringstid.