Smidigere regler for lønpolitik i finansielle virksomheder

Finanstilsynet har den 7. februar 2012 udstedt en revideret bekendtgørelse om aflønning i finansielle virksomheder og oplysningsforpligtelserne i relation til finansielle virksomhe­ders lønpolitik.

Finanstilsynet har den 7. februar 2012 udstedt en revideret bekendtgørelse om aflønning i finansielle virksomheder og oplysningsforpligtelserne i relation til finansielle virksomhe­ders lønpolitik.

Du kan læse bekendtgørelsen her.

Efter reglerne om aflønning i finansielle virksomheder indeholdt i lov om finansiel virksomhed stilles krav om, at mindst 50% af en eventuel variabel aflønning skal bestå af aktier og/eller aktiebaserede instrumenter og/eller andre instrumenter, der afspejler selskabets kreditværdighed (f.eks. hybrid kernekapital), som skal være udstedt af den virksomhed, hvor medarbejderen er ansat (eller i dennes modervirksomhed).

Desuden er det for variable løndele til selskabets bestyrelse og direktion gældende, at mindst 40% af den variable løn­del skal udskydes over en periode på mindst 4 år (og mindst 3 år for "andre væsentlige risikotagere", dvs. andre medarbejdere, der også har en væsentlig indvirkning på virksomhedens risikoprofil).

Disse krav lempes nu ved bekendtgørelsen, idet "mindre" variable løndele og fratrædelsesgodtgørelser, der opfylder visse betingelser, herefter vil være undtaget:

  • Der er nu indført en bagatelgrænse, hvorefter en variabel løndel på op til kr. 100.000 er undtaget fra både 50%-reglen og kravet om udskydelse
  • Fratrædelsesgodtgørelser på op til 2 års samlet løn inklusive pension, som (i) er aftalt på forhånd og (ii) ikke er resultatafhængig, samt fratrædel­sesgodtgørelser på op til 1 års samlet løn inklusive pension, som aftales i forbindelse med fratræden, undtages ligeledes fra ovennævnte krav til de va­riable løndele

Indførelsen af bagatelgrænsen vil lette den administrative byrde ved brugen af "mindre" variable løndele. Anvendel­sen af denne bagatelgrænse forudsætter dog, at bestyrel­sen eller direktionen foretager en særskilt vurdering af, at det er forsvarligt.

Desuden er forhandlingerne i forhold til fratrædelsesgodt­gørelser gjort betydeligt smidigere, idet der i forhandlin­gerne ikke længere vil skulle tages højde for ovennævnte krav, når fratrædelsesgodtgørelsen opfylder de beskrevne betingelser for undtagelser.

Reglerne om virksomhedernes oplysnings- og indberet­ningsforpligtelser vedrørende lønpolitikken for bestyrel­sen, direktionen og andre væsentlige risikotagere justeres også ved bekendtgørelsen, idet det herefter vil være de beløb, der er optjent i årets løb, der skal offentliggøres og indberettes i stedet for de udbetalte beløb, som hidtil har været genstand for disse forpligtelser.

Der er udstedt en tilsvarende bekendtgørelse for ATP og LD. Du kan læse bekendtgørelsen her.

Samtidig har Finanstilsynet offentliggjort en vejledning, hvori Finanstilsynet redegør for tilsynets fortolkning af udvalgte regler om aflønning i den finansielle sektor, nær­mere bestemt § 71, stk. 1, nr. 9, og §§ 77 a-d i lov om finan­siel virksomhed samt ovennævnte bekendtgørelse. Du kan læse vejledningen her.

Vejledningen giver blandt andet væsentlige fortolknings­bidrag til reglerne om virksomhedens udarbejdelse af løn­politik, om den omfattede personkreds, om begrænsnin­gerne i anvendelsen af variable løndele og om oplysnings- og indberetningspligten.

Fornyelse af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst

 

CO-industri og DI indgik den 12. februar 2012 af­tale om fornyelse af Industriens Overenskomst og Industriens Funk­tionæroverenskomst for de næste to år. Ved fornyelsen har fokus været på bedre konkurrenceevne og på at sikre be­skæftigelsen.

 

Konkret giver overenskomstfornyelserne blandt andet mulighed for at indgå aftale om seniorord­ninger med reduceret arbejdstid og mere fleksibel forældreorlov. Herudover ændres betingelserne for ret til løn under sygdom til et krav om 6 måneders ansættelse i stedet for 9 måneders ansættelse, og fratrædelsesgodtgørelserne for lavtlønnede for­bedres. Særligt for medlemmer af HK udvides Funktionæroverenskomsten til nu også at omfatte diplomuddannede kontorassi­stenter og profes­sionsbachelorer.

 

Overenskomstfornyelserne vil blive samlet i Forligsmandens mæglingsforslag og sendt til urafstemning som led heri. Mæglingsskitsen, der er et udkast til det mæglingsforslag, som Forligsmanden fremsætter, er netop blevet fremsat af Forligsmanden den 18. marts 2012. Først når mæglingsforslaget er vedtaget - forventeligt inden for nogle uger - træder overens­komsterne i kraft.