Urimelig kort frist for lægeerklæring

Bortvisningen af en medarbejder var uberettiget, da arbejdsgi­verens frist for aflevering af specialisterklæring havde været urimelig kort. Det kom Østre Landsret frem til ved dom af 21. marts 2012.

Bortvisningen af en medarbejder var uberettiget, da arbejdsgi­verens frist for aflevering af specialisterklæring havde været urimelig kort. Det kom Østre Landsret frem til ved dom af 21. marts 2012.

En medarbejder, der var sygemeldt på grund af stress, havde under sygefraværet fremsendt almindelige lægeer­klæringer til arbejdsgiveren. Under det fortsatte sygefra­vær bad arbejdsgiveren medarbejderen om en specialister­klæring med en frist på en uge. Da arbejdsgiveren ikke modtog specialisterklæringen, bortviste arbejdsgiveren medarbejderen.

Østre Landsret fandt ikke, at bortvisningen var berettiget. Landsretten fandt således, at arbejdsgiverens frist for at fremsende varighedserklæringen havde været urimeligt kort og lagde i den forbindelse vægt på, at varighedserklæ­ringen ikke skulle indhentes fra medarbejderens egen læge, men fra en specialist. Herudover havde arbejdsgive­ren ikke gjort det klart, hvilken type specialist medarbejde­ren skulle indhente erklæringen fra, og arbejdsgiveren havde heller ikke kunnet anføre grunde for, at det var nød­vendigt at fastsætte en så kort frist efter en periode, hvor medarbejderen havde fremsendt almindelige lægeerklæ­ringer.

Da fristen ikke var blevet fastsat med rimelig længde, kunne det ikke tillægges betydning, at medarbejderen ikke havde reageret inden for fristen - uanset begrundelsen for den manglende reaktion. Medarbejderen havde derfor ikke væsentligt misligholdt sit ansættelsesforhold, hvorfor bortvisningen havde været uberettiget.

Det modsatte resultat var Vestre Landsret kommet frem til i dom af 15. december 2011.

I den sag var medarbejderen også sygemeldt på grund af stress. Arbejdsgiveren havde først meddelt, at medarbej­deren skulle aflevere en lægeerklæring, når medarbejderen raskmeldte sig. Herefter havde en HR-medarbejder dog sendt et brev, hvor medarbejderen blev bedt om at frem­sende en lægeerklæring med en frist på en uge, idet det samtidig var anført, at det ville have ansættelsesretlige konsekvenser, hvis lægeerklæringen ikke blev sendt retti­digt. Da medarbejderen ikke reagerede, blev medarbejde­ren bortvist. Medarbejderen nægtede at have modtaget begge breve, men arbejdsgiveren kunne via afleveringsat­test dokumentere, at brevene var afleveret.

Da arbejdsgiveren kunne dokumentere, at brevet var afle­veret, og det fremgik, at manglende fremsendelse af læge­erklæring ville få ansættelsesretlige konsekvenser, fandt Vestre Landsret, at det måtte have stået medarbejderen klart, at undladelse af at fremsende en lægeerklæring ville indebære, at der forelå en væsentlig misligholdelse af an­sættelsesforholdet. Fristen for fremsendelse havde givet medarbejderen rimelig mulighed for at reagere, hvorfor virksomheden havde været berettiget til at ophæve ansæt­telsesforholdet.

Dommene viser, at det som udgangspunkt vil være beret­tiget at bortvise en medarbejder, der ikke fremsender lægeerklæring rettidigt, såfremt der har været givet en rimelig frist for fremsendelsen, og det i øvrigt er anført, at manglende fremsendelse kan have konsekvenser for an­sættelsen. Ved bedømmelsen af, om fristen for fremsen­delse af lægeerklæring er rimelig, vil det være afgørende, om arbejdsgiveren har anmodet om en almindelig lægeer­klæring fra medarbejderens egen læge eller en specialist­erklæring fra en speciallæge, da der i sidstnævnte situation må beregnes længere tid til indhentelse af erklæringen.

Ferieloven er ændret

 

Erstatningsferie er en realitet - ændring af ferielo­ven er vedtaget.

 

Lovforslaget om ændring af ferieloven, som vi tidligere har omtalt i vores nyhedsbrev, er nu ble­vet vedtaget af Folketinget.

 

Ændringslovens hovedelementer er uændrede i forhold til vores tidligere omtale, hvorfor vi henvi­ser hertil. Den væsentligste ændring er, at medar­bejdere, der fremover bliver syge under ferien, vil have ret til erstatningsferie efter de første 5 syge­dage. Arbejdsgiverne vil kunne kræve dokumenta­tion for medarbejderens sygdom under ferien.  

 

De nye regler trådte i kraft den 1. maj 2012 og er derfor gældende fra det igangværende ferieår. Det kan derfor være relevant at opdatere virksom­hedens personalepolitik.