Den rejselystne orlogskaptajn

En beslutning om at degradere en officer i Forsvarets Auditør­korps var ugyldig, da sagen skulle have været behandlet efter den militære disciplinarlov og ikke tjenestemandslovens regler. Dette kom Østre Landsret frem til ved en dom af 24. maj 2012.

En beslutning om at degradere en officer i Forsvarets Auditør­korps var ugyldig, da sagen skulle have været behandlet efter den militære disciplinarlov og ikke tjenestemandslovens regler. Dette kom Østre Landsret frem til ved en dom af 24. maj 2012.

En officer i Forsvarets Auditørkorps var blevet degraderet fra en stilling som kommandør til en stilling som orlogskap­tajn på grund af afholdelse af tjenesterejser uden tjenstlige begrundelser og overskridelse af grænsen for afholdelse af rimelige udgifter til tjenesterejser i 18 tilfælde. Straffen var begrundet i tjenstlige forseelser i henhold til tjeneste­mandsloven. Disciplinarchefen havde vurderet, at discipli­narloven ikke havde været egnet i dette tilfælde og valgte at sende sagen videre med henblik på ansættelsesretslige skridt efter tjenestemandslovens regler.

Landsrettens flertal fandt, at den militære disciplinarlov efter sin ordlyd og forarbejder indebar, at anvendelsen af disciplinære sanktioner er udtømmende reguleret i denne lov, hvorfor der ikke var mulighed for også at anvende tjenestemandslovens regler ved tjenstlige forseelser. Der­næst fandt Landsretten, at i modsætning til, hvad der tidli­gere var gældende, kunne tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning finde anvendelse mod militære tjenestemænd, efter at en straffesag i henhold til den mili­tære straffelov var blevet gennemført. Da der ikke var ble­vet gennemført en sådan straffesag mod officeren, og da sagen kunne have været behandlet efter den militære disciplinarlov, fandt Landsretten, at afgørelsens degrade­ring havde savnet fornødent retsgrundlag, hvorfor afgørel­sen var ugyldig. Én dommer fandt, at sagen kunne be­handles efter tjenestemandslovens regler, men at afgørel­sen var truffet på et forkert grundlag og var uberettiget.

Dommen viser, at disciplinærforfølgning af militære tjene­stemænd skal ske i medfør af den militære disciplinarlov og ikke tjenestemandsloven, medmindre der forinden er ble­vet gennemført en straffesag i henhold til den militære straffelov med tjenestemanden.