Syg i ferien

De gamle ferielovsregler giver ikke kun ret til erstatningsferie ved sygdom opstået før påbegyndt ferie, men også for sygdom opstået under ferien. Det fastslog Østre Landsret den 15. juni 2012.

De gamle ferielovsregler giver ikke kun ret til erstatningsferie ved sygdom opstået før påbegyndt ferie, men også for sygdom opstået under ferien. Det fastslog Østre Landsret den 15. juni 2012.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der kom ud for en trafikulykke to dage efter feriens påbegyndelse. Som følge heraf var han syg under resten af sin ferie. Spørgsmålet var derfor, om medarbejderen havde krav på erstatningsferie i henhold til den dagældende ferielovs § 13.

Østre Landsret henviste indledningsvis til EU-Domstolens afgørelse i Pereda-sagen, hvor Domstolen fastslog, at ar­bejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1, skal fortolkes således, at en medarbejder, der har sygeorlov under sin forud fast­lagte årlige ferie, efter anmodning har ret til at afholde ferie på et andet tidspunkt. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at dette gælder i forhold til såvel sygdom op­stået før påbegyndt ferie som sygdom opstået efter påbe­gyndt ferie.

Da national lovgivning skal fortolkes i lyset af direktivets ordlyd og formål, fandt Landsretten, at den dagældende ferielovs § 13 måtte fortolkes således, at en medarbejder, der var syg, ikke havde pligt til at begynde eller fortsætte ferien i den (resterende) fastslagte ferieperiode, uanset om sygdommen opstod før feriens begyndelse eller efter fe­riens begyndelse.

Dommen viser, at retten til erstatningsferie efter den da­gældende ferielovs § 13 både tilkommer lønmodtagere, der bliver syge inden feriens afholdelse og under ferien. Dom­men fjerner dermed den usikkerhed, der har været om, hvorvidt retten til erstatningsferie kun gjaldt i tilfælde af sygdom opstået inden feriens påbegyndelse, eller om den også gjaldt ved sygdom opstået efter feriens påbegyn­delse.

Dommen er imidlertid blevet overhalet af den ændring af ferieloven, der kom i maj 2012, som netop havde til formål at imødekomme EU-Domstolens dom fra 2009 vedrørende fortolkningen af arbejdstidsdirektivet i forhold til ferie under sygdom. Lovændringen har blandt andet medført, at det nu udtrykkeligt fremgår af loven, at en lønmodtager, der har optjent 25 dages ferie, og som bliver syg under ferien, har ret til erstatningsferie efter fem sygedage under ferie i ferieåret. En lønmodtager, der har optjent mindre end 25 dages ferie, har ret til erstatningsferie efter et for­holdsmæssigt færre antal sygedage.

Østre Landsrets dom har dog fortsat betydning for de sa­ger, hvor sygeperioden lå før lovændringen, da der ikke i den dagældende ferielovs § 13 var holdepunkter for at son­dre mellem den første årlige ferieuge og de resterende fire ferieuger. Arbejdsgiveren var - i modsætning til hvad der gælder nu - erstatningspligtig for alle fem ferieuger.

Dommen er efter det oplyste anket til Højesteret.