Fast aldersgrænse ikke i strid med beskæftigelsesdirektivet

Dom af 5. juli 2012 fra EU-Domstolen godkender automatisk afskedigelse af 67-årige medarbejdere.

Dom af 5. juli 2012 fra EU-Domstolen godkender automatisk afskedigelse af 67-årige medarbejdere.

EU-Domstolen har i en ny afgørelse taget stilling til, om en bestemmelse i den svenske forskelsbehandlingslov - hvor­efter det gyldigt kan aftales, at ansættelsesforholdet ophø­rer automatisk, når medarbejderen fylder 67 år - er i strid med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling.

EU-Domstolen fandt, at beskæftigelsesdirektivet ikke var til hinder for, at national lovgivning kan indeholde en be­stemmelse om, at en arbejdsgiver kan bestemme, at en medarbejders ansættelsesforhold skal ophøre, når medar­bejderen fylder 67 år. EU-Domstolen lagde vægt på, at den fastsatte alder var højere end den alder, hvor medarbejde­ren kunne oppebære alderspension, at bestemmelsen gjorde det nemmere for unge mennesker at komme ind på arbejdsmarkedet, at man med bestemmelsen undgik yd­mygende afskedigelser som følge af en medarbejders høje alder, samt at det alene var en mulighed for parterne at gøre brug af bestemmelsen ved aftale herom.

Dommen bekræfter rigtigheden af Vestre Landsrets afgø­relse af 22. maj 2012, hvor Landsretten kom frem til, at et aftalevilkår i overensstemmelse med den dagældende forskelsbehandlingslov om, at ansættelsesforholdet auto­matisk ophørte, når medarbejderen fyldte 65 år, ikke var i strid med beskæftigelsesdirektivet. Vestre Landsret lagde vægt på lignende hensyn i sin afgørelse. Vestre Landsrets afgørelse er tidligere omtalt i vores nyhedsbrev fra juli 2012.