Genoptagelse af driften

Det var forskelsbehandling, at en højskole ikke genansatte en medarbejder på barselsorlov, da højskolen igen genoptog driften. Det kom Ligebehandlingsnævnet frem til ved en afgø­relse af 1. juni 2012.

Det var forskelsbehandling, at en højskole ikke genansatte en medarbejder på barselsorlov, da højskolen igen genoptog driften. Det kom Ligebehandlingsnævnet frem til ved en afgø­relse af 1. juni 2012.

En højskolelærer var blevet afskediget umiddelbart før sin barselsorlov. Opsigelsen var begrundet i, at højskolen på grund af økonomiske problemer var nødsaget til at indstille driften. Højskolen genoptog dog driften 3-4 måneder se­nere, men uden at højskolelæreren blev tilbudt genansæt­telse. Driften blev imidlertid videreført efter højskolens ansættelse af en ny højskolelærer.

Ligebehandlingsnævnet konstaterede indledningsvis, at det påhvilede højskolen at godtgøre, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten, idet medarbejderen var gravid på tidspunktet for opsigelsen. Ligebehandlingsnævnet fandt imidlertid, at højskolen havde løftet denne bevisbyrde, da opsigelsen var begrundet i, at højskolen var nødsaget til at indstille driften på grund af økonomiske problemer. 

Det skabte dog en formodning for forskelsbehandling, at medarbejderen ikke var blevet genansat, efter at højsko­lens drift var blevet genoptaget. Idet højskolen ikke kunne bevise, at medarbejderens barselsorlov ikke havde været en medvirkende årsag til, at der ikke skete genansættelse, blev medarbejderen tilkendt en godtgørelse på kr. 25.000.

Afgørelsen viser, at en arbejdsgiver i forbindelse med gen­besættelsen af en stilling skal være i stand til at bevise, at der ikke ved fravalget af en opsagt medarbejder på bar­selsorlov er lagt vægt på orloven. Godtgørelsen på kr. 25.000 svarer til det niveau, der udmåles, hvor en gravid jobansøger får afslag på ansættelse, og afslaget udgør en forskelsbehandling efter ligebehandlingsloven.