Gravid elev var bare ikke god nok

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at en gravid elev ikke blev ansat efter endt elevtid. Det fastslog Højesteret ved dom af 28. juni 2012.

Sagen drejede sig om en kvindelig elev, der var ansat ved en byret. Efter endt elevtid søgte hun om fastansættelse. Umiddelbart inden byrettens ansættelsesudvalg skulle tage stilling til besættelsen af ledige stillinger, orienterede hun retspræsidenten og to andre medlemmer af ansættel­sesudvalget om, at hun var gravid. Hun fik herefter afslag på ansøgningen, og de i alt 5 opslåede stillinger blev besat med andre kontoruddannede ansøgere. Afslaget blev be­grundet med, at der var tvivl om, hvorvidt hendes samar­bejdsevner var tilstrækkelige.

Elevens fagforening indbragte herefter sagen for Østre Landsret med påstand om godtgø­relse, idet eleven gjorde gældende, at afslaget var begrundet i hen­des graviditet, og at hun derfor var beretti­get til godtgø­relse efter ligebe­handlingsloven.

Fagforeningen gjorde i den forbindelse gældende, at ele­vens evalueringer viste, at fire ud af de fem afdelinger, hvor eleven havde gjort tjeneste, havde givet positive tilbage­meldinger og udtrykt stor tilfredshed, ligesom de fire afde­linger alle vurderede hendes arbejdsevner positivt.

Efter de afgivne forklaringer og navnlig efter indholdet af de fremlagte elevevalueringer fandt Østre Landsret, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte for­skelsbehandling. Det påhvilede herefter byretten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Flere vidner kunne imidlertid samstemmende forklare, at årsagen til, at man - trods den umiddelbare positive holdning hos flertallet i ansættelsesudvalget - valgte ikke at ansætte hende, var, at hendes adfærd havde givet anled­ning til samarbejdsproblemer. Vidnerne kunne endvidere samstemmende forklare, at det i ansættelsesudvalget blev drøftet nøje, om de anførte samarbejdsproblemer kunne løses fremadrettet, men at dette blev opgivet grundet arbejdspres.

Østre Landsret fandt det på den baggrund godtgjort, at elevens graviditet ikke havde haft indflydelse på afslaget.

I modsætning til Østre Landsret fandt Højesteret ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at ansættelsesudvalget ved sin beslutning om afslaget havde lagt vægt på elevens graviditet.

Til støtte for, at der var påvist faktiske omstændigheder, havde fagforeningen for Højesteret yderligere anført, at de forhold vedrørende samarbejdsproblemer, som ansættel­sesudvalget havde anført som begrundelse for afslaget, ikke var nærmere konkretiseret og godtgjort, at det var uoplyst, hvordan byretten vurderede faglige og personlige kvalifikationer i forbindelse med ansættelse, og hvilke informationer herom der var blevet indhentet i forbindelse med ansættelsessamtalerne, at tre af de fem ansøgere, der blev ansat i de ledige stillinger, ikke havde erfaring med arbejde ved domstolene og derfor ikke var bedre kvalifice­rede end eleven, og at retspræsidenten efterfølgende over for HK havde udtalt, at det var vigtigt at få de ledige stillin­ger besat hurtigt med dygtige medarbejdere, der på kort og også på lang sigt fagligt og personligt kunne indpasses godt i byrettens opgaveløsning.

Højesteret fandt heller ikke, at disse forhold i sig selv eller sammen med de omstændigheder, der var anført for Østre Landsret, kunne føre til, at der var påvist faktiske omstæn­digheder, der gav anledning til at formode, at ligebehand­lingsprin­cippet var blevet krænket. Højesteret stadfæstede derefter Landsrettens dom med begrundelsen, at eleven ikke havde godtgjort, at der ved afslaget var lagt vægt på hendes graviditet.

Dommen viser, at det ikke er enhver oplysning om en medarbejders graviditet, der indebærer, at medarbejderen derved har påvist faktiske omstændigheder, der giver an­ledning til at formode, at der er udøvet direkte eller in­direkte forskelsbehandling efter ligebehandlingsloven.